SAMVÆRSPOLITIK I UNGDOMSRINGEN

Godkendt af Landsrådet 1. marts 2021

 

INTRODUKTION

Ungdomsringen skal være et trygt og sikkert sted for alle uanset køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Samværspolitikken gælder på alle niveauer af foreningen: medarbejdere, ledelse, frivillige og unge. De voksne i foreningen har dog et særligt ansvar for at sørge for, at de unge føler sig trygge.

Nye landsråds, -ungeråds- og regionsbestyrelsesmedlemmer skal oplyses om samværspolitikken af formanden for Ungdomsringen eller af ungerådsformanden (gældende for ungerådet). Nye medarbejdere skal oplyses om samværspolitikken af sekretariatschefen.

For at sikre sig, at Ungdomsringen er et trygt sted for alle at være, gennemgås og revideres samværspolitikken én gang årligt i forbindelse med opstart af nyt landsråd.

 

HÅNDTERING AF KRÆNKELSER

 

Hvem henvender jeg mig til, hvis jeg oplever seksuel chikane eller diskrimination?

Ungdomsringen har nedsat en samværsgruppe. Samværsgruppen er sammensat af: Daglig ledelse inkl. ungerådsformanden samt et valgt menigt medlem af Landsrådet.
 

Hvis du oplever seksuel chikane, diskrimination eller andre krænkelser kan du trygt henvende dig til en fra samværsgruppen eller samværsgruppen som helhed. De unge kan også henvende sig til ungerådskonsulenten, hvis det føles tryggere. Ansatte i Ungdomsringen kan endvidere henvende sig til tillidsrepræsentanten. Både ungerådskonsulenten og tillidsrepræsentanten har mulighed for – efter aftale med henvenderen – at bringe sagen videre til samværsgruppen. Dette gælder ligeledes, hvis henvendelsen er sket bilateralt til én fra samværsgruppen.
 

Hvis en af de ovennævnte er part i sagen, vil vedkommende naturligvis være inhabil. Det gælder således også i resten af beskrivelserne i dokumentet.
 

Ungerådsformanden kan altid gå videre med henvendelsen til formanden eller sekretariatschefen for rådgivning i forbindelse med en konkret henvendelse. Også uden henvenderens accept. Dette er for at sikre, at ungerådsformanden ikke skal sidde alene med viden uden mulighed for at få støtte.
 

Alle henvendelser til samværsgruppen tages alvorligt og medfører, at samværsgruppen reagerer.

 

Hvordan håndteres det, og hvad er sanktionerne?

Hvis man oplever noget krænkende på egne eller andres vegne i Ungdomsringen vil første skridt være at tage en snak med samværsgruppen. For nogle, vil det være nok ”at få lettet sit hjerte og vide, at nu er samværsgruppen opmærksom på oplevelsen”. I dette tilfælde vil der ikke nødvendigvis være grundlag for sanktioner medmindre henvendelsen er en af flere omkring samme adfærd, hvor samværsgruppen vurderer, at det er aktuelt at handle. Den krænkede kan med andre ord bede om, at der ikke foretages yderligere i sagen.

 

For andre og/eller i andre situationer vil det være nødvendigt med sanktioner, hvis krænkelsen vurderes at have et omfang eller tyngde, som understøtter en sanktion. Det er samværsgruppen, der vurderer behovet for sanktion. Den, som henvendelsen drejer sig om, vil blive bedt om at udlægge sagen/situationen fra hendes/hans synspunkt, så begge udlægninger medtages i samværsgruppens vurdering.
 

En sanktion kan være en påtale, advarsel eller indstilling til eksklusion (hvis valgt medlem). Hvis den, der har krænket, er ansat i Ungdomsringen, træder MED-systemet og de arbejdsretlige regler i kraft.
 

Sanktionerne skal stå mål med krænkelsen.
 

Hvis Ungdomsringen vurderer, at der med krænkelsen er begået en lovovertrædelse, vil Ungdomsringen altid anbefale den forurettede at indgive en formel anmeldelse til politiet. Herudover har Ungdomsringen skærpet underretningspligt til de sociale myndigheder. 


 

SEKSUEL CHIKANE

 

Hvad er seksuel chikane?

Folks grænser er forskellige, og det kan derfor være svært at komme med en præcis definition på, hvad seksuel chikane er for dig. Men ifølge den danske ligebehandlingslov og ligebehandlingsdirektiv fra EU, som Arbejdstilsynet også følger, er seksuel chikane:
 

”Enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima”.
 

Sagt med andre ord: det er seksuel chikane, når en person udsætter dig for uønskede handlinger af seksuel karakter, eller udsagn som du opfatter som krænkende. Det kan være uønskede berøringer, sjofle kommentarer mm. Det kan være en enkeltstående handling, eller det kan stå på over længere tid.
 

I Ungdomsringen lægger vi stor vægt på dialog. Så det er vigtigt, at alle bekymringer og/eller oplevelser følges af en dialog – det fremgår længere oppe, hvem du kan tage fat i og hvordan en dårlig oplevelse kan blive en god dialog og/eller, hvordan vi sammen kan håndtere sager af voldsommere karakter.
 

Føler du dig krænket, skal du sige fra, hvis du kan. Det anerkendes dog fuldt ud, at det nogle gange kan være svært, både pga. magtforhold, frygt for at ødelægge ”den gode stemning”, at man bliver så overrasket over krænkelsen, at man bliver helt paf mm. Og mindst lige så vigtigt: hvis du selv oplever, at nogen siger fra over for dig, skal du lytte og rette ind efter det.
 

HOMOFOBI, RACISME OG ANDRE FORMER FOR DISKRIMINATION
 

Hvad er diskrimination?

Diskrimination er negativ forskelsbehandling på grundlag af fordomme, rettet mod enkeltindivider eller grupper, oftest inden for områder som køn, race, etnicitet, alder, seksuel orientering samt fysisk og psykisk handicap. Diskrimination bliver ofte bortforklaret med kommentarer som ”det er jo bare for sjov”, ”sådan er den danske humor” og lignende.
 

Ungdomsringen accepterer eller tolererer ikke nogen former for diskriminerende adfærd eller ytringer, og ligesom ved seksuel chikane, skal du sige fra, hvis du kan, ligesom du skal lytte og rette ind, hvis nogen gør dig opmærksom på, at du optræder diskriminerende på den ene eller anden måde.
 

ALKOHOL I UNGDOMSRINGEN

Det er altid de voksnes ansvar, at indtagelse af alkohol ikke medfører overtrædelse af foreningens værdier eller medfører utrygge rammer for unge såvel som voksne.

Al indtagelse af alkohol er forbeholdt unge og voksne fra 18 år og op.
 

Når der er unge under 18 år med til arrangementer, hvor der serveres alkohol, sikrer Ungdomsringen, at der altid er en navngiven/synlig voksen til stede, som kan kontaktes, hvis der opstår situationer, hvor de unge føler sig utrygge.
 

Der serveres ikke, og må ikke medbringes alkohol til arrangementer forbeholdt ungerådet/unge i foreningen. Det vil sige, at der til ungerådsmøder, seminarer for ungerådet, kurser for ungerådet/valgte unge i landsrådet, ung-til-ung samlinger m.m. ikke må serveres alkohol.