21. jan 2020

Ungdomsringens Musikfestival: Et frirum midt i en præstationskultur

Ungdomsringens Musikfestival 2020 er slut for i år. I nedenstående artikel går vi bagom den 38. udgave af Nordeuropas største ungdomsfestival, og ser på hvordan større børn og unge bruger det frirum festivalen forsøger at skabe.

URs udsendte kan stadigvæk erindre hvad han og vennerne brugte festivalen til for 15år siden, men hvad bruger nutidens unge den til i dag? Sammen med fotograf Oliver Flørning har UR taget pulsen på Nordeuropas største ungdomsfestival og forsøgt at finde ud af hvad der fylder i unges bevidsthed når de sammen med mange tusind andre bruger en weekend af deres dyrebare ungdom på at deltage i Ungdomsringens Musikfestival.

En pige og en dreng går arm i arm med målrettede skridt tværs over den 1000m2 store kedelhal, der før husede de kæmpe store kulkedler, som forsynede det meste af Aalborg og omegn med strøm. Drengen har bundet sin T-shirt, der prydes af de tre velkendte gule Christiania prikker, op i en knude om brystet så hele hans mave er blottet. Han har et sæt godt brugte trommestikker i den venstre hånd. Pigen har en pigtrådsinspireret halskæde på, og en orangefarvet T-shirt med påmalede små sorte øjne og øjenvipper.

”Hey i to, må vi tage et hurtigt billede af jer?” spørger vi, og de unge omfavner straks hinanden og smiler medievant til kameraet, mens den unge dreng kaster det globale håndtryk for fred hen imod os i en perfekt 45 graders vinkel. Efter et photoshoot på ca. 30 sekunder siger vi tak, og helt upåvirkede af situationen fortsætter de to hipt klædte unge i retningen af Royal Stage.



Reaktion fra de to unge festivalgængere skal vise sig at blive toneangivende for den stemning der hersker blandt de unge på festivalen. Her snakkes der med alle, også selvom man kun lige er mødtes kort til en koncert, eller tilfældigt er stødt på hinanden på vej ind og ud af de seks scener.

Vi følger trop og spæner sammen med de to unge op på Royal Stage, der netop har lagt øre til de første toner fra en sort heavy V-formet guitar. En lyskegle fra scenelyset fanger publikum, der nærmest i ekstase flår deres T-shirt af og begynder at råbesynge et taktfast ”Hey” mens de knytter næverne og strækker dem op mod loftet. Trommeslageren gengælder deres gestus ved at følge beatet med stortrommepedalen og snart kommer resten af bandet på med et ordentligt brag og begynder at spille et af deres selvskrevne numre. De resulterer i, at det unge publikum begynder at hoppe og danse ind i hinanden på næsten manisk vis. Udefra kan det se lidt vildt ud, og det er det da også, men kigger man nærmere på den store gruppe fornemmer man straks, at de unge passer på hinanden og mest af alt bare er ude på at give den max gas.



Vi taler med en ung mand, der til lejligheden er iført et par solbriller med en guldananas siddende på toppen af hvert glas, og får lov at skyde et par billeder af ham. Han har dog travlt, da han skal direkte tilbage ind i bunken af unge der hopper og danser rundt, så vi lader ham hurtigt slippe.


Der kommer stadigvæk flere og flere unge til Royal Stage og snart er der helt fyldt foran den store scene. De unge lever sig så meget ind i koncerten, at de slet ikke ænser en håndfuld repræsentanter fra den ældre generation, der på behørig afstand med den vilde folkemængde står med armene over kors og betragter en sværmende bestand af unge, der hopper og danser ind i hinanden. Her er det tydeligt, at det er de unges regler og normer der gælder, de voksne har ikke så meget at skulle have sagt, og træder nok først til, hvis nogen skulle komme til skade eller blive kede af det. Det så vi dog absolut intet til.  



Da kondien ikke tillader os at fortsætte ret længe, træder vi et skridt tilbage og bevæger os ned af en stor betontrappe, der fører tilbage ned til kedelhallen og som nu er fyldt med graffitimalede congas trommer i matchende farver. Trommerne og de unge bagved dem, kommer fra Holland og har de sidste år været en fast bestanddel af URs musikfestival. ”You wan’t some more?” Skriger en af de ’Hypemen’ der står foran alle trommerne, mens han knytter næverne, og det vil folk gerne, så det ca. 20mand store trommeorkester slår an til endnu et par rytmer, og stemningen stiger til kogepunktet i den næsten fyldte hal. De unge trommeslagere slår lige præcis så højt de har lyst til, og det er tydeligt at deres koncentrationsniveau er højt. Der er dog overskud nok til at sende hinanden et smil, når samtlige i orkesteret rammer det samme taktslag på en gang. En umiddelbar umiskendelig følelse af fællesskab.



Selvom UMF primært er en musikfestival, har en hel del dansere fra alle egne af Danmark fundet vej til Nordkraft denne lørdag. Straks efter de unge med congas trommerne har slået deres sidste slag, og slæbt deres instrumenter væk, fyldes gulvet med dansere i alle aldre. De har hjemmefra indøvet den ene imponerende dansesekvens efter den anden, og får hele kedelhallen til at klappe i takt imens Urban musik buldrer ud af anlægget. Hos denne gruppe af unge er det klart dansen der gør, at de har lyst til at bruge deres weekend på at tage til Aalborg, og at dømme ud fra det fællesskab de danner med publikum i løbet af showet, ser det ud til at være umagen og turen værd!



Vi bevæger os lidt væk fra den propfulde kedelhal og sætter kursen mod kælderen, der igen i år huser et par scener weekenden igennem.

Her dumper vi direkte ind i en koncert, der ud fra stemningen og temperaturen at dømme, ligeså godt kunne foregå i en af de mange forladte fabrikshaller i det gamle Østberlin. Den relativt lille scene mangler bestemt ikke intensitet og her står de unge endnu mere tæt end på Royal Stage. Hver gang ”droppet” kommer kaster de unge sig direkte ind i hinanden, og får både temperaturen og stemningen til at ryge helt i vejret. Hver gang et nummer slutter omfavner de unge hinanden som en slags ’tak for kampen’ og puster lidt ud før hele seancen starter forfra i næste nummer.



Efter at have fået varmen traver vi lidt rundt i Nordkrafts stueetage og betragter de unge der mere eller mindre har indtaget det store hus og gjort det til deres eget, og indført egne sociale regler. Her er det mere end tilladt at tage en slapper på gulvet op ad en af de blottede murstensvægge med kun en jakke eller trøje som pude, eller måske slå på lufttromme lidt for sig selv op af en murstensvæg.




Ungdomsringens Musikfestival er så meget mere end blot koncerter, dans og kulturelle indslag, det er først og fremmest et frirum, hvor unge kan udtrykke sig præcis som de vil. Her er musik ikke en konkurrence og selv hvis du kun lige er begyndt at spille, og ellers sørge for at melde dig til inden alle spilletiderne er væk, har du ligeså stor chance for at spille på en af de store scener som dem der har spillet sammen i mange år.

Her er ikke særlige forventninger til hverken påklædning, sovemønstre, diæter eller hippe Instagram filtre, og I en tid hvor flere unge mistrives og konstant måles og vejes i faglige og sociale sammenhænge, håber vi at UMF fortsat kan facilitere rammerne for, at unge kan skabe deres eget frirum på tværs af køn, alder og økonomiske ressourcer.

 
UR Presse, 29 jan. 2020