27. aug 2018

Pressemeddelelse: Esporten får etisk kodeks

Esporten får etisk kodeks
Nu lancerer Ungdomsringen og en række hovedaktører fra den Danske esport verden et ETISK KODEKS. Målet er at få klubber og foreninger til at tilslutte sig kodekset og dermed sende et klart signal, om hvad spillere, forældre og esport-branchen generelt kan forvente af dem samt hvordan vi i fællesskab sikrer en tryg og ansvarlig udvikling af esporten i Danmark.

Esport Etisk Kodeks er en såkaldt frivillig mærkningsordning og meningen er klar: Tilslutter man sig kodekset sender man som klub og forening et stærkt signal om viljen til at skabe tryghed og gennemsigtighed overfor forældre, seriøsitet overfor spillerne og troværdighed overfor esportsmiljøet.

Folk skal have tillid til esporten. Nøjagtigt som til enhver anden sport. Det omkringliggende samfund skal, ligesom spillere, klubber og foreninger, kunne se på esport med positive briller, for esport er kommet for at blive”, siger Thomas Koed, formand i eSport Danmark, som er en af initiativtagerne til det etiske kodeks. Ifølge en analyse foretaget af DR, så spiller 97 pct. af alle drenge mellem 13 og 19 computerspil. 49 pct. af dem gør det dagligt. For pigernes vedkommende er det 70 procent, som spiller.

Thomas Koed fortsætter: ”Vi er en alliance af organisationer, som alle har esport tæt inde på livet i dagligdagen. I samarbejdet omkring Yousee eSportligaen følte vi det nødvendigt at etablere et ansvarskodeks baseret på et sæt fælles rammer for esporten, som klubber og foreninger, der tilbyder esport til børn og unge, kan tilslutte sig og støtte sig til”.

Karen Friis Nielsen, Direktør i DGI Idræt & Motion bakker op: ”Vi har lagt vægt på, at det etiske kodeks skal kunne skabe en god ramme for den enkelte spiller og for de foreninger, der er eller vil i gang med esport. Det etiske kodeks er en kickstart til at tage debatten i foreningerne og til at skabe en god kultur i esporten. Og vi står selvfølgelig alle står klar til at hjælpe foreningerne med at tage denne debat.

Esport Alliancen har udviklet en pakke til Etisk Kodeks med plakat til ophængning i klubben, en kortfattet samt en uddybende beskrivelse af kodekset, en vejledning i implementering til klubbestyrelserne og endelig et nyudviklet logo til mærkningsordningen. Ved tilslutning til kodekset signalerer klubben blandt andet hvordan den forholder sig til emner som gambling, fairplay, mål for esportsundervisning og ikke mindst hvordan man skaber balance mellem esport, kost og sundhed i den pågældende klub/forening.

Nyttige fakta Esport Etisk Kodeks er en frivillig mærkningsordning. Enhver klub og forening kan frit downloade hele pakken til kodekset https://www.ungdomsringen.dk/det-sker/esport/etisk-kodeks

Organisationerne bag Esport Etisk Kodeks ESport Etisk Kodeks er stiftet af Esport Alliancen, som består af eSport Danmark, DGI, Ungdomsringen og Dansk Firmaidrætsforbund med opbakning fra Center for Ludomani og Anti Doping Danmark.

Pressekontakt:
Thomas Koed, formand for eSport Danmark, 31314225, tk@esd.dk
Martin Fritzen, projektleder for esport i DGI, 51931107, martin.fritzen@dgi.dk
Morten Larsen, esportskonsulent Ungdomsringen, 30922160, mol@ungdomsringen.dk