1. mar 2019

Konsulent til e-sport

 

Ungdomsringen, Odense

Har du lyst til at organisere og udvikle e-sport?

Ungdomsringen og Dansk Firmaidrætsforbund søger en e-sportskonsulent til at udvikle og starte e-sport op for vores medlemmer igennem foreninger og klubber. Er du tæt på e-sportsmiljøet og har et stort netværk inden for idrætsforeninger, klub- og ungdomsskoleområdet? Så er du måske vores nye kollega?

Vi søger hurtigst muligt en e-sportskonsulent til en projektstilling – foreløbig for et år – på 28 timer pr. uge.

E-sport er i en rivende udvikling i vores medlemsklubber og -skoler, og vi får løbende henvendelser omkring mange forskellige områder inden for e-sporten. Stillingen er blevet til gennem et samarbejde mellem Dansk Firmaidrætsforbund og Ungdomsringen.

Du vil blive tilknyttet Ungdomsringens sekretariat og få kontor og arbejdsplads her. 2/3 af din arbejdstid vil blive brugt til at løse opgaver for Ungdomsringen og 1/3 af din arbejdstid skal gå med at hjælpe Dansk Firmaidrætsforbunds foreninger med e-sportsprojekter og initiativer samt være faglig sparring til Kollegaligaen og Studieligaen i e-sport.

Hvem er Ungdomsringen?

Ungdomsringen er en forening stiftet i 1942 for alle fritids-, junior- og ungdomsklubber samt ungdomsskoler i Danmark. Ungdomsringen har tre hovedopgaver

  1. at skabe og gennemføre aktiviteter for unge gennem foreninger, klubber og ungdomsskoler
  2. at arbejde med kompetenceudvikling i forhold til ledere og medarbejdere inden for ungeområdet
  3. at skabe politisk fokus på vilkårene i unges fritidsliv – på vegne af vores medlemmer

Se mere på www.ungdomsringen.dk.

Hvem er Dansk Firmaidrætsforbund?

Dansk Firmaidrætsforbund er den tredjestørste idrætsorganisation i Danmark med 364.000 medlemmer og med aktiviteter og kampagner – som Tæl skridt og Arbejdspladsernes motionsdag – der bevæger yderligere 94.000 danskere årligt. Dansk Firmaidrætsforbund arbejder for at motivere arbejdspladserne til firmaidræt og sundhedsfremme. 80 lokale firmaidrætsforeninger, fordelt rundt i hele landet samt en række brancheforbund under Dansk Firmaidrætsforbund, tilbyder et væld af motions- og idrætsaktiviteter til medlemmerne.

Læs mere om Dansk Firmaidrætsforbund på www.firmaidraet.dk – og læs vores Strategi 2022 på www.epaper.dk/jtoas/firmaidraet/62.

Dine opgaver:

Vi forventer, at du har erfaring med e-sport i en eller anden organiseret form, at du har kendskab til klub-/ungdomsskoleområdet, at du kan arbejde selvstændigt, at du kan finde dig til rette i politiske organisationer, er initiativrig og har mod på at påtage dig ansvar.

Hvad søger vi?

  • En der har stor erfaring med projektledelse og konceptarbejde og kan dokumentere resultater, der viser, at du både kan igangsætte og afslutte
  • En der er åben og har let ved at skabe nye relationer og netværk
  • Du har stor indsigt i e-sporten, hvor det er en fordel, hvis du kender ungdomsskole-/klubmiljøet indefra
  • Du har erfaring med undervisning i e-sport
  • Du kan tage administrativ styring af uddannelser, kurser og andre pædagogiske tiltag
  • Du kan bidrage til udbredelsen af Ungdomsringens og Firmaidrættens værdier i e-sporten
  • Du kan prioritere medlemsbesøg med henblik på at hjælpe og guide medlemmer
  • Du er i stand til selv at drive dine egne opgaver
  • Du er god til at samarbejde med andre, ligesom du kan skabe involvering hos andre
  • Du evner at bevare overblikket og navigere i en kompleks hverdag
  • Du er dygtig til at formulere dig i skrift og tale
  • Du kan deltage i arbejdet med og udviklingen af forskellige samarbejder med bl.a. e-sportsalliancen (som består af DGI, e-sport Danmark, Dansk Firmaidrætsforbund og Ungdomsringen), hvor der er fokus på træneruddannelse, udvikling af e-sportens muligheder i foreninger, klubber, ungdomsskoler, arbejdspladser m.m. og naturligvis omkring vores e-sportsliga (Yousee-e-sportsligaen)

Dine kompetencer er bl.a. at

  • Du har en pædagogisk uddannelse, er uddannet lærer eller har en akademisk baggrund med et par års erhvervserfaring – gerne fra foreningsområdet
  • Du er stærk i at arbejde med udvikling af koncepter samt implementering og evaluering af disse
  • Du arbejder struktureret og kan se sammenhænge og synergieffekter
  • Du er troværdig og loyal over for de beslutninger, der træffes
  • Du er skriftligt og mundtligt skarp
  • Du ved noget om IT, hjemmesider og har teknisk flair
  • Du er åben og har let ved at skabe nye relationer og netværk

Hvordan forstår vi e-sport?

Hos Ungdomsringen og Dansk Firmaidrætsforbund anser vi e-sporten som en stærk mulighed for at arbejde med at skabe pædagogiske og fysiske fællesskaber for børn, unge og voksne. Igennem e-sport ved vi at der er mulighed for at udvikle sociale kompetencer og skabe nye relationer imellem mennesker. Og så kan e-sporten også hjælpe med at få børn og voksne, som ikke har været vant til at møde i en klub/ungdomsskole eller idrætsforening, til at være en del af et fysisk fællesskab.

Arbejdssted:

Det daglige arbejdssted bliver på Ungdomsringens sekretariat i Odense, Ørstedsgade 19 B, 5000 Odense.

Løn:

Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst (HK).

Ungdomsringen lægger stor vægt på at tiltrække og fastholde den rigtige medarbejder. Du får frihed under ansvar i en spændende organisation med mange muligheder og en fri og ligetil omgangsform blandt gode kolleger og frivillige og hos medlemmer. Du skal være forberedt på, at der i et vist omfang vil være mødeaktivitet om aftenen og i weekenden.

Ansøgningsfrist:

15. marts 2019 kl. 12.00 på mail jad@ungdomsringen.dk.

Spørgsmål til stillingen:

Du er velkommen til at kontakte sekretariatschef i Ungdomsringen Jane Dupont på mobil 3092 2166.


Redaktører

Jane Dupont

Jane Dupont