25. maj 2020

Fase 2 (Udvidet): Genåbning af fritidsområdet

 

Genåbning af fritidsområdet, fase 2

Fra d. 27. maj tager DK hul på genåbningsfase 2 i en udvidet form
 

Børne- og undervisningsministeriet har lavet specifikke vejledninger for (1) dagtilbud, (2) Skoler og uddannelsesinstitutioner og (3) efterskoler og friskoler, men ikke en for klubber og ungdomsskoler.

I alle tilfælde er det er op til den enkelte kommune efterfølgende at udmønte de generelle anbefalinger i en praksis, der passer til det pågældende sted og institution, men nogle af de spørgsmål i har stillet til os var alligevel så særlige for området, at vi har forsøgt at besvare dem nedenfor.

Vi har det sidste stykke tid deltaget i diverse følgegrupper under Børne- og Undervisningsministeriet, samt nærlæst de sundhedsfaglige anbefalinger, og glæder os nu over, at det nu igen bliver muligt at åbne fritids- og ungdomsklubber og ungdomsskoler.

Vi ser frem til at følge jeres genåbning tæt, og i er selvfølgelig altid velkommen til at kontakt os, skulle i have spørgsmål til nedenstående.

 

NB!
NB! Generelt skal man altid følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, der kan findes i en opdateret version her:
https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/COVID-19-Forebyggelse-af-smittespredning,

Nedenstående skal kun ses som generelle forslag til en oversætning af anbefalingerne, der kan bruges som tommelfingerregel i genåbningen af klubber og ungdomsskoler. Man skal selvfølgelig først og fremmest følge den lokale forvaltnings retningslinjer.

 

Personaleressourcer:
Det er op til den enkelte kommune, hvad man vælger/har mulighed for at rammesætte ressourcer til. Men ledere og personale har ansvaret for at skabe en tryk og sundhedsmæssig forsvarlig hverdag og et tilbud af en vis kvalitet. Det kræver selvsagt en hel del personale for bare at overholde retningslinjerne.
 

Fra Ungdomsringens side gør vi, hvad vi kan, for at sætte fokus på det her emne, så klubberne ikke bliver glemt, når der forhandles ude i forvaltningerne.
Så sent som i fredags var vi i dialog med ministeren, der gjorde det meget klart, at kommunerne skal gøre alt hvad de kan for at prioriterer genåbningen af vores område.
Vi fortsætter selvfølgelig med at følge op på situationen og vores formand retter løbende henvendelse til ministeriet.

 

Målgruppen – hvem må vi åbne for?
Fra d. 27. maj 2020, er det muligt at åbne for ALLE. Dvs. der er ikke længere restriktioner i forhold til hvilket klassetrin man går på. Der må åbnes op for hele målgruppen, dog først når den lokale leder/forvaltning finder det sundshedsmæssigt forsvarligt. 
Alle øvrige retningslinjer skal selvfølgelig stadigvæk overholdes på lige fod med, hvad der hele tiden har været meldt ud. 

Gruppedannelse – skal gruppeinddelingen fra skoledagen videreføres?
Der foreligger ingen krav om, at de unge skal være i de samme grupper som dem de har været en del af i skolen. De kan benyttes, men man kan også inddele de unge i nye faste grupper. Nogle steder kan det med fordel gøres ud fra interesser.

 

Forsamlingsforbud - gælder forsamlingsforbuddet (pt. max 10 personer) også for aktiviteter i Klubben og ungdomsskolen? 
Nej. Forsamlingsforbuddet gælder ikke for aktiviteter, der finder sted i forbindelse med nødundervisning på børne- og undervisningsområdet. Undtagelsen gælder for undervisningsaktiviteter, der både foregår på og uden for skolens matrikel, fx i forbindelse med ture ud i parker. Ligesom undtagelsen også gælder for aktiviteter, der finder sted i forbindelse med SFO og andre fritidstilbud, pædagogisk tilrettelagt samvær på efterskoler og frie fagskoler samt undervisning eller klubtilbud i ungdomsskolerne.

 

 

Afstandskrav – gælder afstandskravet på 1 meter?
Der vil være aktiviteter, der ikke gør det muligt at holde en meters afstand som f. eks. Holdsport. I det tilfælde er det vigtigt, at aktivteten foregår inden for den fastsatte gruppe og at der er særlig opmærksomhed på hygiejnen.

 

Rengøring – hvor meget skal gøres rent? Og må det samme lokale bruges både eftermiddag og aften?
Sundhedsstyrelsen påpeger, at hyppig rengøring af fælles kontaktflader / udsatte områder er særlig vigtigt. Det er eksempelvis håndtag, armlæn, bordkanter, vandhaner, toiletter, køkkenoverflader mv.

Det er personalets ansvar at sikre dette bliver gjort, ligesom det er personalet, der bedst ved hvilke områder der er særligt udsatte, afhængig af, hvilken aktivitet der foregår i det pågældende rum.
Større overflader kan med fordel rengøres med vand og sæbe (så sparer man lidt på spritten), mens det kan være nemmere at bruge sprit på dørhåndtag, osv. i løbet af dagen.
Skal et rum bruges af en ny gruppe unge om aftenen, skal alle kontaktflader rengøres og evt. sprittes af, inden det igen tages i brug.

Se yderligere sundhedsstyrelsens anbefalinger for rengøring.

 

Brug af udstyr – må vi bruge alt udstyr?
I princippet ja. Men alt udstyr, fx computere, tablets, løbehjul, pool køer, rekvisitter til kreativ brug, m.m. skal rengøres og evt. afsprittes inden de skifter bruger Det anbefales, at redskaber, der kan være svære at rengøre ikke deles.

 

Fællesspisning – må vi have fællesspisning?
Ja, der må som udgangspunkt godt spises sammen med de unge, men alt mad, borddækning, osv. skal håndteres af personalet, og der skal portionsanrettes til alle.