Vedtægter for Ungdomsringen

Vedtægter for Ungdomsringen

§ 1. Navn

Stk. 1: Organisationens navn er Ungdomsringen.

Stk. 2: Ungdomsringen er en frivillig børne- og ungdomsorganisation, som arbejder på grundlag af ideen om åben fritids- og ungdomsklubvirksomhed.
 

§ 2. Ungdomsringens formål


Ungdomsringen arbejder for medlemmernes interesser.

Børn og unge griber og skaber deres eget liv. Betydningsfulde relationer, fællesskaber og helhed i børn og unges liv er formålet med Ungdomsringens virke. Derfor arbejder Ungdomsringen for:
 

  1. Gennem tilbud til børn og unge: At udvise RUMMELIGHED i forhold til børn og unges udtryksformer. At udvise RESPEKT i relationen med den enkelte og anerkende forskellighed. At give børn og unge RESPONS og udvise oprigtig interesse i deres liv og deres fællesskaber.
  2. Gennem kompetenceudvikling for frivillige og professionelle på børne‐ og ungeområdet: At udvise RUMMELIGHED i forhold til faglige og menneskelige udfordringer. At udvise RESPEKT for forskellige kompetencer og fagligheder. At give engageret og professionel RESPONS.
  3. Gennem aktiv deltagelse i samfundsdebatter om børn og unge: At sikre RUMMELIGHED i forhold til børn og unges fællesskaber og personlige læring. At sikre RESPEKT for alle frivillige og professionelle, der arbejder for kvalitet og helhedstænkning i samfundets opgaveløsning på børne- og ungeområdet. At give RESPONS i enhver debat, der kan sikre børn og unges muligheder for aktiv deltagelse i demokratiet på alle niveauer.
     

§ 3. Medlemsret

Stk. 1: Som ordinære medlemmer optages medlemmer i enhver fritids- og/eller ungdomsklub. Medlemmerne repræsenteres i Ungdomsringen af de til enhver tid, gennem regionsgeneralforsamlingen og Kongressen, valgte. Medlemmerne registreres i antal via den klub, de er medlem af. Som ordinære medlemmer optages enhver fritids- og/eller ungdomsklub med individuelt tilmeldte medlemmer. Klubben skal være godkendt af myndighederne, efter bl.a. ungdomsskolens fritidsvirksomhed, folkeoplysningsloven, lov om social service, folkeskoleloven eller lov om dagtilbud. Desuden optages som ordinære medlemmer klubber fra Færøerne og Grønland samt klubber i Sydslesvig oprettet under Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU). Ungdomsringens landsråd kan desuden beslutte at optage anden børne- og ungdomsmæssig virksomhed som ordinært medlem, såfremt virksomhedens formål og vedtægter er i overensstemmelse med Ungdomsringens formål og vedtægter

Stk. 2: Ungdomsringens landsråd kan beslutte at optage anden godkendt virksomhed med børn og unge som ekstraordinært medlem, såfremt virksomhedens formål og vedtægter er i overensstemmelse med Ungdomsringens formål og vedtægter

Stk. 3: Landsrådet kan udelukke et medlem, der ikke længere opfylder betingelserne for medlemskab som ordinært eller ekstraordinært medlem. Afgørelsen kan ankes til den førstkommende ordinære kongres

Stk. 4: Udmeldelse kan kun ske med virkning fra et regnskabsårs udgang. Udmeldelse skal ske skriftligt
 

§ 4: Kontingent

Kontingentet fastsættes hvert år af Kongressen samtidig med vedtagelse af årets budget.
 

§ 5. Kongressen

Stk. 1: Kongressen er Ungdomsringens øverste myndighed.

Stk. 2: Kongressen er sammensat af 153 delegerede: Landsrådet og Ungerådet samt 130 delegerede valgt i regionerne. 60 pladser fordeles ligeligt imellem de 5 regioner med 8 voksne og 4 klubmedlemmer til hver region. De resterende 70 pladser fordeles imellem regionerne i forhold til antallet af ordinære klubmedlemmer i regionen. Ved beregningen medtages kun de medlemsklubber, som har betalt kontingent pr. 1. april.

Stk. 3: På Kongressen behandles følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Fremlæggelse og godkendelse af formandens beretning
  3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
  4. Ungdomsringens politikker
  5. Diskussion af og afstemning om indkomne forslag
  6. Godkendelse af budgetudkast
  7. Valg af:

a. formand

b. Næstformand

c. revisorer

d. revisorsuppleant

 

Eventuelt

Stk. 4: Alle personvalg gælder for 2 år. Dog sker valg til Ungerådsmedlemmer for 1 år. I ulige år vælges formand og 1 næstformand, i lige år vælges den anden næstformand. Den maksimale funktionsperiode er 8 år. Ved valg til Ungdomsringens bestemmende organer tilstræbes mangfoldighed i forhold til køn, alder og etnisk oprindelse. Vælges formand eller næstformænd blandt medlemmer af Landsrådet, indtræder den pågældendes suppleant i rådet. Personligt fremmøde eller skriftligt tilsagn er en forudsætning for valgbarhed. Personligt fremmøde er en forudsætning for at kunne stemme

Stk. 5: Kongressen afholdes over 2 dage - fredag til lørdag, den sidste hele weekend i november. Kongressen placeres et centralt sted i landet. Daglig Ledelse har ansvaret for planlægning af Kongressens program, udover den vedtægtsbestemte dagsorden (§5, stk., 3).  

Stk. 6: Forslag til behandling på Kongressen skal omhandle landsdækkende aktiviteter og indsendes til Landsrådet senest 5 uger inden Kongressen. Kongresmaterialet udsendes til de delegerede senest 2 uger inden Kongressen. Dog kan forslag vedtaget på den sideløbende Ungdomskongres fremlægges til behandling direkte på Kongressen. Dette gælder dog ikke for vedtægtsændringer. Kongressen skal indkaldes med mindst 2 måneders varsel med angivelse af tid og sted. Forslag til valg af formand og næstformand samt til vedtægtsændringer skal være på sekretariatet senest 5 uger inden Kongressen.

Stk. 7: Alle medlemmer har taleret, men ikke stemmeret på Kongressen.

Stk. 8: Kongressen er 2-dags.  
 

§ 6. Ungdomskongressen

Stk. 1: Ungdomskongressen er øverste myndighed for Ungdomsringens klubmedlemmer

Stk. 2: Ungdomskongressen er åben for medlemsrepræsentanter fra alle Ungdomsringens klubber. Hver klub har maksimalt 3 stemmeberettigede kongresdeltagere, men alle deltagere i Ungdomskongressen har taleret.

Stk. 3: På Ungdomskongressen behandles følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Indkomne forslag
  4. Fremtidig virksomhed
  5. Årets tema
  6. Valg af:
    • Formand
    • næstformand
    • 2 medlemmer til Landsrådet
    • 4 suppleanter for Ungerådets repræsentanter i landsrådet
  7. Eventuelt

Stk. 4: Ungerådet består af 10 medlemmer, nemlig 2 valgt i hver region. Der kan kun vælges 1 repræsentant til Ungerådet pr. klub. 4 medlemmer af Ungerådet er medlemmer af Landsrådet.
Formanden og næstformanden for Ungerådet er fødte medlemmer, de øvrige 2 vælges på Ungdomskongressen. Blandt Ungerådets øvrige 6 medlemmer vælges 4 som suppleanter for de 4 repræsentanter i Landsrådet.
Udtræder formand i valgperioden indtræder næstformanden som formand indtil førstkommende Ungdomskongres.

Stk. 5: Alle personvalg gælder for 2 år - dog sker valg til ungeråd for 1 år.

Stk. 6: Ungdomskongressen holdes sideløbende med Ungdomsringens kongres og indkaldes med samme varsel. Forslag fremsættes til mødeledelsen direkte på Kongressen.
 

§ 7. Ekstraordinær kongres

Ekstraordinær kongres indkaldes, når et flertal i Landsrådet eller mindst en tredjedel af organisationens ordinære medlemmer stiller krav om det med angivelse af, hvad der skal forhandles.

Den ekstraordinære kongres består af samme personkreds, som udgør den ordinære kongres. Personligt fremmøde er en betingelse for at kunne stemme.
 

§ 8. Landsrådet

Stk. 1: Landsrådet består af 17 personer, nemlig formand og 2 næstformænd samt 4 medlemmer fra Ungerådet og 2 medlemmer fra hver regionsbestyrelse. Formand eller næstformand for de 5 respektive regionsbestyrelserne er fødte medlemmer af Landsrådet. Valg til Landsrådet gælder for 2 år - dog gælder valg for ungerådsmedlemmer for 1 år. 

Stk. 2: Ved afstemninger i Landsrådet gælder almindelig majoritet. Ved stemmelighed foretages ny afstemning, og ender den også med stemmelighed, er formandens stemme afgørende.

Stk. 3: Suppleanterne for rådsmedlemmer valgt i regionerne kan indkaldes som stedfortrædere og har fuld stemmeret. Det regionsvalgte rådsmedlem indkalder selv sin suppleant.

Stk. 4: Hvis et rådsmedlem udtræder permanent af Landsrådet, indtræder suppleanten og fortsætter valgperioden ud. Fratræder formanden i en periode, vælger Landsrådet den ene

næstformand som fungerende formand, indtil Kongressen har valgt ny formand.

Stk. 5: Landsrådet fastsætter selv sin forretningsorden, herunder nedsættelse af afdelinger og

arbejdsgrupper. Landsrådet konstituerer sig umiddelbart efter Kongressen.

Stk. 6: Landsrådet er omdrejningspunktet for Ungdomsringen. Fordeling af ressourcer, politiske og pædagogiske diskussioner samt strategiske overvejelser for den samlede organisation er Landsrådets væsentligste opgaver. Landsrådet underskriver årsregnskabet.

Stk. 7: Landsrådet holder møde mindst 6 gange om året.

Stk. 8: Landsrådet kan ansætte lønnet medhjælp.
 

§ 9. Regionsbestyrelserne

Stk. 1: Medlemsklubberne er samlet i 5 regioner, som er organisatoriske led i Ungdomsringen. En medlemsklub tilhører den region, hvor klubben er beliggende. Klubber i Sydslesvig tilhører Region Syddanmark.

Stk. 2: Regionsbestyrelserne har til opgave på regionalt plan at arbejde med aktiviteter for klubmedlemmer og klubmedarbejdere og skal sikre den stærkest mulige kontakt mellem klubberne, regionsbestyrelsen og Landsrådet. Regionsbestyrelserne skal arbejde for

Ungdomsringens interesser og holdninger

Stk. 3: Regionsbestyrelsen fastsætter selv sin organisatoriske struktur, under forudsætning af at den ikke strider mod Ungdomsringens øvrige vedtægtsbestemmelser

Stk. 4: Regionerne holder generalforsamling hvert år indenfor perioden 15. september til 15. oktober. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 1 måneds varsel med angivelse af tid og sted. Dagsorden udsendes til regionens medlemsklubber mindst 2 uger inden generalforsamlingen.

Stk. 5: Hver ordinær medlemsklub har 3 stemmer på regionsgeneralforsamlingen.

Bestyrelsen, som er valgt på generalforsamlingen, består mindst af:

  • 1 regionsformand (min. 18 år)
  • 1 næstformand (min. 18 år)
  • 1 økonomiansvarlig (min. 18 år)
  • 1 landsrådsmedlem
  • 2 ungerådsmedlemmer

Derudover kan vælges 1 repræsentant for hver kommune, der endnu ikke er repræsenteret, plus 1 ekstra for hver 40.000 indbyggere i kommunen. Dog max. 5 pr. kommune inkl. allerede valgte.

I Region Syddanmark kan yderligere vælges et bestyrelsesmedlem fra klubber i Sydslesvig oprettet under Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU)

Der afholdes direkte valg til formand og landsrådsmedlem.
Herudover vælges:

  • 1 suppleant for landsrådsmedlem
  • 2 suppleanter for ungerådsmedlemmer
  • 1 suppleant til regionsbestyrelsen

Udtræder regionsformanden i valgperioden indtræder næstformanden på formandsposten og i Landsrådet, hvis den afgåede formand har haft plads der. Bestyrelsen skal vælges på generalforsamlingen - og kan alene supplere sig selv med tilforordnede. Regionsformand, Landsrådsmedlem og Ungerådsmedlemmer vælges  ud over kommunerepræsentationen i forhold til indbyggertal. Generalforsamlingen kan beslutte at dispensere fra reglen om, at Ungerådsmedlemmer ikke må være fra samme klub - jf. § 6 stk. 4 

 

Stk. 6: Valg til regionsbestyrelsen gælder for 2 år - dog sker valg af Ungerådsmedlemmer for 1 år.

Personligt fremmøde eller skriftligt tilsagn er en forudsætning for valgbarhed. Personligt fremmøde er en forudsætning for at kunne stemme.

Stk. 7: På regionsgeneralforsamlingen behandles følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretninger
  3. Fremlæggelse af regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Fremtidig virksomhed
  6. Valg af regionsbestyrelsesmedlemmer og suppleanter, jvf. § 9.stk 5
  7. Valg af kongresdelegerede og suppleanter
  8. Valg af revisorer og suppleanter
  9. Eventuelt

Stk. 8: Regionsbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, som ikke må være i modstrid med principperne i Ungdomsringens vedtægter. Referatet fra regionsgeneralforsamlingen og regionsbestyrelsesmøder sendes til Ungdomsringens sekretariat.

Stk. 9: Sekretariatet er serviceorgan for regionsbestyrelserne.

Stk. 10: Regionsbestyrelsernes regnskabsår følger Ungdomsringens. Regionsbestyrelsen godkender og underskriver revideret regnskab til fremlæggelse på regionsgeneralforsamlingen.

Stk. 11: Ideer, der ønskes behandlet under punktet ”Indkomne forslag”, skal være fremsendt til regionsbestyrelsen senest tre uger før generalforsamlingen, således at disse kan udsendes sammen med dagsordenen

Stk. 12: Ekstraordinær regionsgeneralforsamling holdes, når et flertal i regionsbestyrelsen eller mindst en tredjedel af regionens ordinære medlemsklubber fremsætter dette krav med angivelse af, hvad der skal forhandles. Ekstraordinær regionsgeneralforsamling indkaldes derefter til afholdelse senest 1 måned efter, at kravet er fremsat med et varsel på mindst 2 uger og med angivelse af tid, sted og dagsorden. Stemmeberettigede er samme personkreds som ved ordinær regionsgeneralforsamling.
 

§ 10. Økonomi

Stk. 1: Ungdomsringens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.

Stk. 2: Den daglige ledelse har ansvar for, at der føres et nøjagtigt og omhyggeligt regnskab. Regnskab fremlægges for Kongressen med statusopgørelse over foreningens formue ogforpligtelser, ligesom Kongressen skal godkende budgetudkast for næste regnskabsår.

Stk. 3: Regnskabet revideres af to kongresvalgte kritiske revisorer, samt en statsautoriseret revisor, ansat af Landsrådet.

Stk. 4: Ved vidtgående dispositioner, herunder låntagning, køb og salg samt pantsætning af foreningens ejendomme eller anden sikkerhedsstillelse, kan den daglige ledelse bemyndige tegningsret til formand og sekretariatschef.
 

§ 11. Daglig ledelse

Foreningens daglige ledelse udgøres af formand, næstformænd og sekretariatschef. Ved formandens fravær tegnes foreningen af de to næstformænd samt sekretariatschefen. Den daglige ledelse har ansvaret for ledelsen af foreningen imellem landsrådsmøderne.
 

§ 12. Opløsning

Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af de ordinære medlemmer vedtager det ved en skriftlig afstemning. Såfremt der skabes det fornødne flertal for at opløse foreningen, bestemmer Kongressen hvordan og ved hvem, foreningens aktiviteter skal afvikles. Foreningens eventuelle formue skænkes til et formål, som er godkendt af Kongressen.
 

§ 13. Lovændringer

Vedtægtsændringer kan foretages på kongressen, når 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Vedtaget på Ungdomsringens Landsmøde 20. - 21. maj 2006, revideret på ungdomsringens Kongres 25. november 2006, revideret på Ungdomsringens Kongres 24. november 2007, revideret på Ungdomsringens Kongres d. 29. november 2008, revideret på Ungdomsringens Kongres d. 28. november 2009, revideret på Ungdomsringens Kongres d. 27. november 2010.