Fritidspædagogisk faglighed i folkeskolen? Ja tak!

Ungdomsringen udbyder som noget nyt et oplæg til inspiration for SFO/fritidshjem, fritids-, ungdomsklubber og ungdomsskolers samarbejde med folkeskolen.

Baggrund
Folkeskolereformen har sat sig dybe spor - ikke alene i folkeskolen, men også i landets SFO’er/fritidshjem, fritids- og ungdomsklubber og ungdomsskoler. Folkeskolereformen udfordrer således det fritidspædagogiske område - dels i forhold til åbningstid, medlemstal, fremmøder, aktivitetsprofil, m.m., og dels på deres faglighed.

Den fritidspædagogiske faglighed tager traditionelt udgangspunkt i børn og unges frie tid, men med folkeskolereformen indskrives pædagogerne i en dagsorden, der ligger uden for den traditionelle fritidspædagogiske dagsorden og ind i en skoledagsorden.

Den nye virkelighed, som SFO’erne/fritidshjemmene, klubberne og ungdomsskolerne befinder sig i, åbner op for en række nye og vigtige spørgsmål som f.eks.:

  • Hvordan kan den fritidspædagogiske faglighed italesættes, så den giver mening i en skolekontekst?
  • Hvilket bidrag kan klubben/ungdomsskolen tilbyde i samarbejdet med den lokale skole, således at samarbejdet giver mening for såvel skole og klub - og ikke mindst de unge?
  • Hvordan kan klubben agere i et spændingsfelt mellem en skal-kultur og en kan-kultur?
  • Hvad kan fritidspædagogik blive til i fremtiden?

Svarene på spørgsmålene er ikke enkle, men afhænger reelt set meget konteksten.

Derfor vil oplægget forberedes med udgangspunkt i jeres virkelighed, med respekt for organisationens udviklings- og fremtidsplaner.

Formål
Oplægget henvender sig til det fritidspædagogiske personale i SFO/fritidshjem, fritids- og ungdomsklubber og ungdomsskoler, og har til formål at:

  • klæde pædagogerne bedre på til samarbejdet med den lokale skole
  • give inspiration til udvikling af pædagogiske aktiviteter, læringsforløb og projekter i samarbejdet med skolen


Indhold

  • Baggrund for folkeskolereformen - introduktion til reformens centrale begreber og hensigter. Vi ser på de omstændigheder, udfordringer og muligheder som reformen stiller klubberne over for.
  • Hvordan kan klubben spille sig selv på banen som en værdifuld aktør i spændingsfeltet mellem en kan-kultur og en skal-kultur? - et oprids af den historisk traditionelle forståelse for fritidspædagogisk faglighed og et indblik i de nye forventninger til fritids- og ungdomspædagogikken.
  • Pædagogen ind i skolen - hvordan forholder man sig som fritidspædagog til den læringsdagsorden, der hersker i folkeskolen? Et teoretisk blik på begrebet læring og introduktion til didaktisk planlægning. Om pædagogens rolle og status i folkeskolen og i det tværprofessionelle samarbejde.
  • De gode eksempler - konkret inspiration til udvikling af pædagogiske aktiviteter og projekter i klub-skole samarbejdet med udgangspunkt i Ungdomsringens udviklingsprojekt ”Det gode samarbejde mellem skole og klub”.

Praktisk
Oplægget tilbydes også som hele kursusdage eller forløb. Pris aftales i forhold til det enkelte forløb.

Tag meget gerne og helt uforpligtende kontakt til konsulent Christoffer Schultz på tlf. 30 92 21 62 eller send en mail til chs@ungdomsringen.dk

Sammen kan I finde ud af, hvordan oplægget kan skræddersyes, så det matcher jeres behov.
 


 

Læs Christoffer Schultzs speciale om emnet her