Gang i DUSK nettet


Gang i DUSK nettet

Så er DUSK netsamlingerne i gang igen. Og Ungdomsringens Ungeråd deltog i den første samling med tre repræsentanter. Peter Sajith Morlan har skrevet denne lille artikel fra samlingen, der foregik i Ishøj og havde fokus på politik.

DUSK netværkerne samlet i Ishøj UngdomsskoleSå er dusk nettet i gang med en ny omgang samlinger. Denne gang begyndte vi i Ishøj den 18. – 20. november 2011, hvor Ishøj Ungdomsskole stod for programmet for alle de unge, som var mødt op.
Jeg vil nu fortælle jer alle lidt om, hvordan det har været at mødes med alle de dejlige mennesker igen efter en lang pause...

Jeg tog toget mod Køge og stod af på Ishøj Station, hvor jeg skulle mødes med Mads fra Ungerådet. Vi gik så over til Ishøj Ungdomsskole, men vi var jo selvfølgelig for tidligt på den, så derfor gik vi ind i Ishøjhallen og spiste noget ret dyrt mad i deres café, men det var godt og hyggeligt. Bagefter gik vi en tur i Ishøj Centret.

Inden vi så os om, var klokken blevet 18.00, og så gik vi over mod ungdomsskolen. Nå, men vi kom ind i varmen og jeg fik sagt hej til alle dem, som også var med sidste år. Det var første gang Mads var med, men der gik ikke lang tid, før han følte sig hjemme, og det var jo bare godt.
Der var aftensmad i kantinen. Ishøj Ungdomsskole havde lavet Chili con carne med ris og to slags salat.

Gang i zumba for alle
Resten af aftenen stod den på 'lær hinanden at kende'. Der skulle have været skattejagt, men den blev aflyst og i stedet havde de arrangeret ” ZUMBA”. Det synes jeg var totalt fedt, for det er så sjovt og oven i købet rigtig sundt! Vi gik alle over i hallen og satte os i en rundkreds. Inden zumbaen gik i gang, bød Helle Fris Mikkelsen fra Tårnby Ungdomsskole os velkommen til Ishøj. Så gik musikken i gang, zumba-damen gik på gulvet, og 1 - 2 og 3 så var vi i gang med at svinge hofter og krop. Vi sov godt bagefter!

Lørdag morgen stod vi alle stod op til en velduftende dag, for alle fandt lige badet på vej til samlingen, hvor den stod på workshops. Der var fire workshops, man kunne melde sig til:
Folketinget, Christiania, Styrelsen af international uddannelse og DUF.
Jeg valgte ”Christiania”, men fordi holdet allerede var fyldt op, så skulle jeg i stedet en tur i Folketinget. Det var nu meget sjovt, selv om jeg har været der flere gange på rundvisning. Det var Trine fra Socialdemokraterne, som skulle vise os rundt. Bagefter var der tid til en tur i byen og hvor vi kunne shoppe, eller hvad vi nu havde lyst til.


Og hele den tyrkiske musik
Ved 15.30-tiden skulle vi alle mødes på Rådhuspladsen. Mit hold ankom først, så vi satte os på trappen og slappede af. Pludselig kom en flok unge piger løbende over til os og sagde på engelsk, at de ville have taget et billede sammen med os. Vi tænkte bare: Hvad skete der lige…
Men okay, vi fik taget et billede, men så ville de også gerne danse med os, og jeg tænkte, hvorfor ikke, så jeg begyndte at danse med dem, og lærte dem nogen danske danse. Til gengæld lærte de mig en tyrkisk dans.

Så gik turen tilbage til Ishøj ungdomsskole, hvor vi skulle på endnu en workshop. Jeg kan ikke lige huske hvad den hed, men den var okay - meget politisk minded. Men emnet for DUSK i år er også politik.

Efter workshoppen var det tid til aftensmad - det kunne jeg lide. Så jeg var ovre i kantinen på et øjeblik. Jeg må sige, at maden ikke var så god i år. De brugte samme mad som dagen før, og det var der mange, som synes var ulækkert. Men der vil jeg bare sige, så længe maden er varmet op til 75 grader, så må den godt bruges igen!
Morgenmaden var til gengæld ringe! For der var hverken kaffe eller juice men kun mælk. Hvad så med dem, som ikke drikker mælk? Det må kunne gøres bedre!

Ønskes: Aftenaktiviteter
Efter aftensmaden var der hygge café til kl. 1.00. Det var hyggeligt. Jeg endte med at være aftenens Dj, og folk kunne sgu li' mig som DJ. Fedt! Men det var en lidt lang aften alligevel. Vi kunne ikke komme over i soverummene før kl. 22, så det gik mange rundt og ventede på.
Næste gang skal der være tilrettelagt nogle aktiviteter om aftenen, ellers bliver det for kedeligt for os unge, som er der.

Så blev det søndag, og vi skulle op og være klar kl. 9.00 i kantinen, hvor Morten Romme fra Vallensbæk Ungdomsskole ville fortælle, hvad der nu skulle ske. Vi skulle først rydde op og pakke alle vores ting, inden der kl. 11 var evaluering af samlingen. Det var Tårnby Ungdomsskole, der stod for evalueringen, og det gjorde de på en rigtig god måde.
Så var det tid at vende næsen hjemad. Det var svært at sige farvel til alle de dejlige mennesker! Næste gang vi mødes er på Djurs, jeg glæder mig meget!
Tak til Ungdomsringen, fordi jeg måtte deltage.
 

06-12-2011



Print nyhed