12. jan 2015

Ungdomsringens Musikfestival 2015 i Aalborg

Ungdomsringen og styregruppen bag Ungdomsringens Musikfestival glæder sig til at byde sine medlemmer fra nær og fjern (Danmark, Sverige, Norge, Grønland og Belgien) velkommen til den 33. udgave af Ungdomsringens Musikfestival fredag den 16. januar til den 17. januar.

Ungdomsringens Musikfestival 2015

 

Ungdomsringen og styregruppen bag Ungdomsringens Musikfestival glæder sig til at byde sine medlemmer fra nær og fjern (Danmark, Sverige, Norge, Grønland og Belgien) velkommen til den 33. udgave af Ungdomsringens Musikfestival fredag den 16. januar til den 17. januar. Festivalen åbner igen i år med at overdådigt åbningsshow fredag den 16. kl. 19.00 på scene 2 i Aalborg Kongres & Kultur Center. I åbningen deltager formanden for Folketingets Kulturudvalg Flemming Møller Mortensen, formanden for Ungdomsringen og medlem af Folketinget Simon Kollerup og Nuuradiin Hussein, gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe. Og traditionen tro afsluttes åbningen af Fri-Stedet´s unge med festival sangen ”Aalborg kalder” akkompagneret af Vølund koret.

Fredagen hovednavn spiller som i de foregående år på scene 2 kl. 24.00-01.00. Hovednavnet er i år Pelle B. Pelle B kommer fra Aalborg og har som ung deltaget på festivalen flere gange sammen med andre unge fra Ungdomshuset Stationen i Aalborg. I år har Pelle B. taget springet op som fredagens hovednavn. Pelle B. spiller dansk gadedrenge pop der handler om sommer, forelskelse og friheden til at rejse. Pelle B. første single ”Ha’ det hele med” er blevet spillet over 10.000 gange på Spotify. Pelle B. vandt Banddoktorprisen fra Dansk Musikerforbund til Band-Battle 2014 i Aalborg. Pelle B. har haft support jobs for kunstnere som Christopher, Djämes Braun og Wafande.

Lørdag kl. 21.00 på scene 2 præsenteres URKRAFT 2015,  Ungekulturåret 2015, der er Kulturministeriets store satsning på kunst og kultur, for og af unge, under navnet URKRAFT 2015. Formålet er at sætte unges egne kunst- og kulturoplevelser på dagsorden i løbet af 2015. Projektet indeholder masser af arrangementer fordelt over hele landet, og flere puljer som unge kan søge til at realiserer deres kunst- eller kulturprojekter. Det hele skydes i gang ved en stor startevent den 17. januar, hvor unge udarbejder et musik og danse nummer på fem workshops fordelt i hele landet. Den sidste workshop afholdes i Aalborg, og som den store finale vises nummeret på den store scene på Ungdomsringens Musikfestival kl. 21 lørdag aften.

Ungdomsringen er stolte over at kunne præsentere et hovednavn fra egne rækker da lørdagens hovednavn Shred har deltaget på festivalen mange gange som unge sammen med Svendborg Ungdomsskole, og nu er de tilbage, denne gang som hovednavn og klar til at spille endnu højere og vildere end nogensinde før. De spiller rock, hård rock! Med godt tempo, hjerteskærende guitarsoloer og tung bas, giver de 5 gutter alt hvad de har. Musikken har de selv skrevet og med flere single udgivelser og en EP på vej, er de klar til at give den fuld smadder! Bandet består af Sebastian Bergmann som med et imponerende tempo bag trommerne holder styr på tropperne, på bassen bestemmer Benjamin Gedde og han sørger for at det hele kan mærkes i brystet, på guitar har bandet både Rasmus ´´Zapp´´ og Gustav Hansen der begge to kender deres rock ud og ind, sidste mand i flokken er forsanger samt guitarist Daniel Toudal, som med onde grumme tekster og høje toner sætter stemningen. Gør jer klar til en god gang gammeldags rock, med et tvist af teenager sved og ADHD. Shred spiller på scene 2 kl. 23.00-24.00.

 

Ungdomsringen og Styregruppen bag Ungdomsringens Musikfestival, Europas største festival for klubbands, glæder sig til at se jer alle i de hellige haller i Aalborg Kongres & Kultur Center fra fredag den 16. januar til lørdag den 17. januar.

 

God festival.


Redaktører

Søren Elmkær

Søren Elmkær