1. feb 2018

Ungdomsringen til minister: Opret kvalitetsforum for SFO og fritids- og ungdomsklubber

 

PRESSEMEDDELELSE

Ungdomsringen til minister: Opret kvalitetsforum for SFO og fritids- og ungdomsklubber

Ny rapport om fritids- og klubtilbud tyder på behov for styrket nationalt fokus på børn og unges fritid. Ungdomsringen opfordrer Merete Riisager til at nedsætte et nationalt kvalitetsforum, der skal styrke udviklingen af SFO, fritids- og ungdomsklubber.

”Det er ikke kun i skolen, at børn og unge udvikler sig. Også i fritiden er det afgørende med en stærk kommunal fritidsindsats, der kan trække de unge ind i fritids- og klubtilbuddene. Den nye rapport fra undervisningsministeriet giver en solid viden og forståelse for, hvordan fritids- og klubtilbuddene kan styrkes. Mange steder er kvaliteten god, men der er både en geografisk skævvridning og en aldersmæssig ubalance, når man ser på tilslutningen. Vi har behov for et nationalt fokus, der samlet set kan styrke området.” udtaler Lars Holme, næstformand i Ungdomsringen.

Folkeskolen har i dag et kvalitetsforum, hvor områdets parter er med til at udvikle skolen. Ungdomsringen forestiller sig en lignende model, hvor ministeriet nedsætter et rådgivende organ med organisationer og eksperter fra fritids- og klubområdet.

”Første skridt er at give fritiden politisk bevågenhed og dernæst lade parterne være centrale aktører i den videre udvikling. Vi tror på, at ungdomspædagogikken kan spille en afgørende rolle i de unges udvikling, men så er politikerne også nødt til at se lidt ud over skolen.” forklarer Lars Holme

For Ungdomsringen er det særligt samspil mellem skole og fritids- og klubtilbud, den geografiske skævhed i adgangen til gode tilbud og den faldende tilslutning blandt børn- og unge på mellemtrinnet og udskolingen, der bør være første fokus for et nyt kvalitetsforum. Desuden er det interessant at udnytte pædagogernes potentiale, når det handler om at motivere de unge i ungdomsklubberne til at starte på en ungdomsuddannelse.

”Området har brug for national forankring og der skal udvises politisk vilje til, at det også giver mening at bruge ressourcer på de unges fritid. Det handler om at flytte unge væk fra gaden og ind i sunde miljøer, med interessante aktiviteter og voksne man kan tale med. Det har alle børn og unge brug for, uanset hvilken baggrund de kommer fra.” udtaler Lars Holme.

For flere udtalelser kontakt:

Lars Holme
Næstformand i Ungdomsringen
+45 40 58 04 96


Redaktører

Lars Holme

Lars Holme