6. sep 2017

Ungdomsringen går med i eSportligaen

Pressemeddelelse om eSportliga.

 

Pressemeddelelse:


Ungdomsringen går med i eSportligaen
Medlemmerne i Ungdomsringens 750 klubber og ungdomsskoler får nu mulighed for at deltage i kampen om Danmarksmesterskabet i eSport. Ungdomsringen og Danmarks officielle eSport-liga, eSportligaen, kan nemlig i dag offentliggøre, at man har indgået en samarbejdsaftale som sikrer, at Ungdomsringens godt 100.000 ungemedlemmer får adgang til at konkurrere i eSportligaen.

Konkret vil medlemmerne af Ungdomsringen kæmpe i en underliga til eSportligaen, hvor unge fra Ungdomsringens 750 klubber og ungdomsskoler på tværs af landet, gennem en hel sæson, vil konkurrere med og mod hinanden i eSport. Når den regulære sæson er slut, går de bedste hold fra Ungdomsringens underliga videre til det nationale slutspil, hvor holdene fra alle eSportligaens underligaer samles for at kæmpe om titlen som officiel dansk mester i eSport.

Samarbejdsaftalen mellem Ungdomsringen og eSportligaen er den anden store samarbejdsaftale som eSportligaen indgår. Den første var samarbejdsaftalen med Dansk Firmaidrætsforbund som blev offentliggjort i går, tirsdag. eSportligaen starter kampene den 1. november og tilmeldingen til ligaen åbner den 1. oktober. Til at starte med konkurreres der i CS:GO og League of Legends på PC og FIFA på konsol.
Følg med på www.esportligaen.dk

Næstformand i Ungdomsringen, Lars Holme udtaler:
”Ungdomsringen er stolte over, at vi nu kan præsentere en liga for alle vores ca. 100.000 unge medlemmer.
Vi har arbejdet længe på en liga, som kan favne alle, og som giver plads til alle, uanset niveau. eSportkonkurrencerne foregår under ordnede forhold, hvor der er fokus på, at eSport dyrkes bedst i fællesskab
nede i klubben eller ungdomsskolen. Mange af vores medlemsklubber bruger eSport som redskab i arbejdet med børn og unge, og vi ser derfor en liga som et rigtig godt supplement til deres arbejde med eSporten, netop til gavn for en masse børn og unge.” Og Lars Holme fortsætter: ”Det har naturligvis også stor betydning for os, at vi nu er en del af et stort netværk, som sammen vil udvikle hele området.”

eSportligaen er glade for det ny samarbejde.
”Vi er virkelig stolte over, at Ungdomsringen har valgt at blive en del af eSportligaen. Tanken med eSportligaen har fra starten været at skabe et sted, hvor helt almindelige unge har mulighed for at kæmpe med og mod deres venner under ordnede forhold og allerhelst også fysisk sammen. Det mål får samarbejdet med Ungdomsringen os meget tættere på,” siger ligaansvarlig for eSportligaen, Jens Christian Ringdal.

Samarbejdsaftalen mellem Ungdomsringen og eSportligaen er den anden af en række samarbejdsaftaler mellem ligaen og de største aktører i dansk foreningsliv.

”Vi glæder os til at kunne offentliggøre endnu flere samarbejdsaftaler i den kommende tid. Fundamentet for eSportligaen er og bliver det samarbejde, vi har med det danske foreningsliv,” siger Jens Christian Ringdal.

eSportligaen er Danmarks officielle eSport-liga, hvor danskerne kan konkurrere i eSport med og mod hinanden. Kampene i eSportligaen starter den 1. november og der åbnes for tilmelding 1. oktober. Bag den nye eSport-liga står Danmarks officielle eSport-forbund, eSport Danmark, i samarbejde med en række samarbejdspartnere og sponsorer.
Læs mere på https://www.eSportligaen.dk

Om Ungdomsringen:
Ungdomsringen repræsenterer 750 fritids- og ungdomsklubber og ungdomsskoler rundt i hele Danmark og ca. 110.000 unge, som alle er i et fællesskab i deres fritidsliv. Ungdomsringen har tre hovedopgaver: At skabe og gennemføre aktiviteter for unge gennem klubber og ungdomsskoler, at arbejde med kompetenceudvikling i forhold til ledere og medarbejdere inden for ungeområdet samt at skabe politisk fokus på vilkårene i unges fritidsliv – på vegne af sine medlemmer.
Læs mere på: http://www.ungdomsringen.dk/

Om eSport Danmark:
eSport Danmark er Danmarks officielle eSport-forbund. Forbundet blev stiftet i 2007 og repræsenterer i dag eSport-foreninger rundt om i Danmark. eSport Danmark er associeret medlem af Dansk Atletik Forbund, og medstifter og medlem af det internationale eSportforbund (IeSF), der er medlem af TAFISA (The Association For International Sport for All). IeSF har ansøgt Sport Accord og IOC om medlemskab.
Læs mere på: http://esportdanmark.dk/

For yderligere information kan man kontakte presseansvarlig for eSportligaen Benny Damsgaard på 26780606, E-mail: presse@esportligaen.dk

Ønsker man at kontakte Ungdomsringen, så kan man skrive eller ringe til konsulent Morten Larsen mol@ungdomsringen.dk - 30922160


Redaktører

Morten Larsen

Morten Larsen