Har du lyst til at vide mere om Ungdomsringen? Vi udsender vores nyhedsbrev en gang om ugen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående.

 

Tilmeld

Ungdomsringens Nyhedsbrev

Ungdomsringens digitale nyhedsbrev er primært målrettet forskellige grupperinger af valgte og andre frivillige

Ungdomsringens nyhedsbrev indeholder informationer fra Ungdomsringen og nært beslægtede områder.

Mediet anvendes primært til at klæde ansatte og valgte samt andre frivillige på, således at aktuelle nyheder hurtigt er kendt af disse nøglepersoner, som herved bliver i stand til at agere ud fra den nyeste viden på relevante ungdomsringsområder. 
 

19-12-2016

Mandag Middag nr. 38 - 2016


Nr. 038
 
Mandag den 19. december 2016

Ungerådets kursusweekend for 13 - 18 årige

Ungerådets kursusweekend er ikke en kedelig weekend, hvor man bare skal sidde og lære. Det er en weekend, hvor unge (13-18 år) underviser unge, hvor man mødes på tværs af landet med andre unge, og har det super hyggeligt sammen.

Du kan vælge imellem tre kurser. Man skal ikke have noget baggrundsviden for at deltage på nogle af kurserne.

Efter du har gennemført kurset, vil du modtaget et diplom, som du fx kan bruge i fremtidige jobansøgninger.

Arrangementet er alkoholfrit, men der er mulighed for at købe sodavand, slush ice og slik.

Læs meget mere om programmet, kurserne og alt det praktiske på www.ungdomsringen.dk/det-sker/kursusweekend-med-ungeraadet-ny-dato

Det er win win at sende en medarbejder afsted med unge til kursusweekenderne, da vi også kan tilbyde et kursus om lørdagen med en af vores konsulenter for medarbejderne. Nærmere information om medarbejderkurset kommer senere.

I Ungerådet håber vi i fælleskab at få skabt en endnu stærkere Ungdomsringen, med flere aktive unge i vores demokratiske arbejde!

Husk også at like Ungerådet på Facebook https://www.facebook.com/ungeraadet

Har du spørgsmål, kan du kontakte ungerådsformand Oskar Kloppenborg Vellev på mobil: 50 70 32 13 eller på mail: ok@dsu.net


Ungdomsringens repræsentant i Styrelsen i DUF

Henrik Oversø, som har været Ungdomsringens repræsentant i DUF´s styrelsen har valgt at stoppe med udgangen af 2016 og i stedet for indtræder suppleanten Thor Ekberg Bonde fra Taarnby Ungdomsskole på posten.

Thor repræsentere Ungdomsringen foreløbig indtil delegeretmødet i december 2017.

Ungdomsringen vil gerne takke Henrik Oversø for hans store indsats og engagement i både DUF og for Ungdomsringen igennem de sidste 4 år.       


NYT! Bestyrelseskursus –  for medlemmer af regionsbestyrelserne i Ungdomsringen  

Som noget nyt tilbyder vi i 2017 et kursusforløb for de nye, de unge og de mere garvede politisk valgte i Ungdomsringen.

Formålet med kursusforløbet er grundlæggende at få et bedre kendskab til hinanden og styrke Ungdomsringen både lokalt og centralt. Det vil vi gøre ved at tilbyde en hurtigere og bedre indføring i Ungdomsringens hovedopgaver for nye og nyvalgte politisk valgte og ved at øge muligheder for samspil og dialog mellem medlemmer af regionsbestyrelserne, landsledelsen og sekretariatet.

Så er du nyvalgt til regionsbestyrelsen så skal du klart tilmelde dig bestyrelseskurset og starte med intromodulet for nye og nyvalgte medlemmer, hvor du får en rundtur rundt i Ungdomsringens mangfoldige verden. Har du været med i længere tid og har rimelig styr på Ungdomsringens hovedopgaver, har du måske lyst til at komme lidt mere i dybden med emnerne, møde andre valgte på tværs af regionerne og sætte dig selv og dine interesser lidt mere i spil til gavn for Ungdomsringen og det gode børne- og ungeliv? 
Så håber vi du vil finde bestyrelseskurset interessant og melde dig til ét eller flere af de moduler som Ungdomsringen udbyder i foråret.

Tilmelding sker her: www.ungdomsringen.dk/det-sker


Klubbernes dage i Tivoli København og Tivoli Friheden i Århus 2017

VELKOMMEN TIL KLUBBERNES DAG I TIVOLI KØBENHAVN:

I 2017 slår Tivoli København traditionen tro dørene op for Klubbernes Dag i Tivoli.

Her er der mulighed for at optræde med dans og musik på Plænen under åben himmel på en scene, der normalt afvikler koncerter med de helt store danske og internationale stjerner.

Besøgstallet til Klubbernes Dag i Tivoli er de seneste år stødt stigende, så skriv allerede nu datoen i klubbens kalender og udnyt en forårsdag i Tivoli til en nedsat pris, fyldt med fællesskab og musik.

Dato: d. 16. maj 2016

Mere info følger i starten af 2017.

Er der spørgsmål til arrangementet, så kan man kontakte konsulent Christoffer Schultz på chs@ungdomsringen.dk


VELKOMMEN TIL KLUBBERNES DAG(E) I TIVOLI FRIHEDEN 2017:

Årets sjoveste dag(e) med Ungdomsringen i Tivoli Friheden. Fuld fart, glade grin og højt humør til alle aldre, er det man møder, når man træder indenfor i Tivoli Friheden. Dagene i 2017 er onsdag den 10. maj og torsdag den 11. maj 2017, hvor Ungdomsringen holder store klubdag(e) i Tivoli Friheden og det til en særdeles god entrépris på kun 130 kr. pr. klubmedlem samt 65 kr. pr. klubmedarbejder, forældre og anden medhjælp.

Ungdomsringen Region Midtjylland og Aarhus Lokalkreds indbyder alle medlemsklubber i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland til Klubbernes Dag(e) i Tivoli Friheden.

Konceptet har været afprøvet før – vi har vores helt egne dage i Friheden, hvor kun de unge fra klubberne og deres voksne har adgang – både i parken og på alle forlystelserne. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen:

ONSDAG den 10. maj 2017, kl. 14.00 - 22.00 – forlystelserne er åbne fra start til slut

TORSDAG den 11. maj 2017, kl. 14.00 - 22.00 – forlystelserne er åbne fra start til slut

Udover muligheden for at komme i Friheden til rimelig pris er Klubbernes Dag(e) også en oplagt mulighed for at hilse på mange andre klubbers medlemmer og medarbejdere.

Du finder snarest billetbestillingen på www.ungdomsringen.dk under ”kalender”.

Har I stadig spørgsmål til Klubbernes Dag(e), kan I kontakte Ungdomsringens konsulent – Søren Elmkær på sel@ungdomsringen.dk eller tlf. 30 92 21 67.


Børns digitale liv på skolens mellemtrin

Center for Rummelighed offentliggør 14/12 en ny tendensundersøgelse af børns digitale liv på skolens mellemtrin.

Du kan finde undersøgelsen, opsummeringer og perspektiveringer via www.rummelighed.org og direkte her: http://rummelighed.org/digitale-liv-blandt-elever-paa-mellemtrinnet/

Undersøgelsen viser blandt andet at:

1) De fleste elever i 4., 5. og 6. klasse har et aktivt fritidsliv. Mange dyrker fx sport, musik, teater eller dans.

2) Mange elever har en mobiltelefon – og de bruger den mest til at sende beskeder, spille eller chatte.

3) Mange elever i 6. klasse er på de sociale medier. De fleste har positive oplevelser med de sociale medier, men ca. hver tredje har haft dårlige oplevelser. Nogen har oplevet, at konflikter i skolen fortsatte på de sociale medier, og nogen har oplevet digital mobning. En del af dem, der har haft dårlige oplevelser er blevet meget kede af det eller meget vrede.

4) Halvdelen af dem, der har været udsat for noget ubehageligt med de digitale medier har fået hjælp og støtte fra familier og venner. Den anden halvdel har gået helt alene med det.

5) Elever fra både 4. 5. og 6. klasse har skrevet eller fortalt os, at de synes, det er svært at finde rundt i de meget forskellige krav, forbud og forventninger som de voksne har til, hvordan man opfører sig i de digitale medier.

Undersøgelsen er udført af Center for Rummelighed for UNICEF Danmark, i partnerskab med Telenor. Forskningsleder er Helle Rabøl Hansen og holdet er i øvrigt Inge Henningsen, Søren Kjær Jensen, Ania Torpsgaard Larsen, Sofie Gaard og Nanna Skouboe Brandenhoff.


Juleferie 2016

Ungdomsringen holder juleferie fra onsdag den 21-12 kl 13.00 og vi er tilbage igen den 2-1-2017.

Vi ønsker Jer alle en glædelig jul og et godt nytår, og vi ser frem til en masse gode oplevelser med vores medlemmer i 2017.


Facebook i Ungdomsringen

På Facebook kan du altid følge med i Ungdomsringens færden, hvor er vi henne, hvad arrangerer vi, hvad afholder vi eller hvad deltager vi i. 

Se det hele på Ungdomsringens Facebook-side her


Mødekalender for uge 51

Tirsdag den 20. december 2016 - Daglig Ledelsesmøde i København

Tirsdag den 20. december 2016 - Møde med Vesterbro Ungdomsgård

Torsdag den 22. december 2016 - Juleferie på sekretariatet til den 2-1-2017

Glædelig Jul og godt Nytår.

 

 

 

 


Udgives af: Ungdomsringen
Tigergården • Nørregade 77, 6. • Postboks 109 • 5100 Odense C
Tlf. 70 27 00 50 • Fax 70 27 00 54

Redaktion: Jane Dupont jad@ungdomsringen.dk og Morten Larsen; mol@ungdomsringen.dk
Ansvarshavende: Næstformand Lars Holme

Hvis du vil afmelde dette nyhedsbrev: