Har du lyst til at vide mere om Ungdomsringen? Vi udsender vores nyhedsbrev en gang om ugen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående.

 

Tilmeld

Ungdomsringens Nyhedsbrev

Ungdomsringens digitale nyhedsbrev er primært målrettet forskellige grupperinger af valgte og andre frivillige

Ungdomsringens nyhedsbrev indeholder informationer fra Ungdomsringen og nært beslægtede områder.

Mediet anvendes primært til at klæde ansatte og valgte samt andre frivillige på, således at aktuelle nyheder hurtigt er kendt af disse nøglepersoner, som herved bliver i stand til at agere ud fra den nyeste viden på relevante ungdomsringsområder. 
 

12-09-2016

Mandag Middag nr. 27 - 2016


Nr. 27
 
[ Mandag den 12. september 2016 ]

Jagten på 5 teser

I foråret var ledere indbudt til den årlige lederkonference, hvor vi i samarbejde med vores partner Copenhagen Business School og førende aktører på ledelsesområdet satte fokus på fremtidens ledelse i ungdomsskoler, klubber, og børne- og ungemiljøer.

Ungdomsringen ønskede med konferencen at sætter spot på god ledelse på fritids- og ungeområdet og inviterede deltagerne på lederkonferencen til at være med til at reflektere over spørgsmålene:

Hvilke udfordringer og dilemmaer er der for fremtidens ledelse af børne- og ungemiljøer og hvad kan god ledelse på området blive til?

Idéen var at få diskuteret og defineret 5 teser om god ledelse og vi takker for engagementet og de mange noter vi har fået fra de forskellige bordformænd.

Idéen var også, at vi ville lave en opfølgningskonference her i november 2016, hvor vi skulle arbejde videre med teserne og god ledelse samtidig med at skabe rum for mere uformel ledelsessparring, inspiration og netværk.

Vi må konstatere, at november måned nærmer sig og at arbejdet med at få samlet op på og defineret 5 teser om god ledelse har været skubbet i baggrunden.

Vi arbejder dagligt hårdt og målrettet med spørgsmålene om god ledelse, om udfordringer og dilemmaer på det fritids- og ungdomspolitiske område og har blandt andet været travlt optaget af, at få etableret og opstartet udviklingsprojekter flere steder i landet (i Tårnby, Albertslund og Aalborg).

Vi er i arbejdsgruppen nået frem til, at det giver mest mening at udskyde Leder konferencen til starten af det nye år, særligt da Ungdomsskoleforeningen også har indbudt til Efterårskonference her i november. 

I det nye år håber vi til gengæld, at kunne præsentere jer for nogle spændende og spæde tegn fra vores udviklings- og forskningsprojekt omkring.

Jagten på 5 teser om god ledelse fortsætter og nogle af jer har meldt jer til at arbejde videre med teserne. Der er plads til flere så giv os et praj hvis I gerne vil være med i det videre arbejde.

Vi håber at kunne præsentere jer for 5 teser om god ledelse til Ungdomsringens Årsmøde den 25.-26. november, hvor vi selvfølgelig håber at se mange af jer.

 


 

Ungdommens Folkemøde d. 8.- 9. september 2016

Klokken lidt i 8 torsdag morgen, står vi af toget på Valby Station. GPS´en er indstillet til Søndermarken, men det viser sig hurtigt, at det er unødvendigt – vi kan bare følge strømmen af unge mennesker, der lige som os er på vej til Ungdommens Folkemøde - Danmarks første og største demokratiske festival for unge.

55 organisationer, partier, tænketanke og NGO´er har indtaget pladsen og er i fuld gang med at gøre klar i boderne til at modtage de ca. 30.000 unge, der forventes at deltage i festivalens to dage. Festivalen indeholder også forskellige workshops, der har været udsolgt siden før sommerferien, og for en gang skyld er vi ikke på programmet. Det lader vi os ikke slå ud over og beslutter i stedet for at deltage for at undersøge potentialet for Ungdomsringens deltagelse fremadrettet.

Festivalpladsen er på trods af den tidlige morgenstund allerede godt på vej til at blive fyldt op med unge i alderen 15 – 25 år - og morgensolen, musik og gratis juice og croissanter er med til at skabe den helt rette stemning. Det forlyder, at flere skoler og ungdomsuddannelser har udnyttet muligheden og har flyttet undervisningen til Ungdommens Folkemøde og der er en fantastisk blanding af udadvendthed og generthed - og politisk og kulturel mangfoldighed.

Vi bruger dagen på at lytte på debatter fra de forskellige scener og saloner, hvor de unge deler deres tanker og ideer om samfundets udvikling med hinanden og indbudte forskere, politikere og smagsdommeren og på at netværke og besøge andre organisationer i deres boder. Og da dagen er omme er der ingen tvivl – Ungdomsringens Ungeråd hører helt klart til på Ungdommens Folkemøde, hvor vi både skal vise andre unge, hvad Ungdomsringen er og kan tilbyde og hvor Ungdomsringens unge skal blande sig i debatterne.

 

Så næste år håber vi, at Ungdomsringen er klar med både bod, workshop og alle vores andre talenter.

 

”Jeg drømmer om en verden, hvor det er en styrke at udfordre det eksisterende.”

”Jeg drømmer om en hverdag, hvor jeg ikke falder i søvn hver gang jeg hører ordet demokrati”

”Demokrati handler ikke kun om at sætte sit kryds hver 4. år – demokrati, det er sådan noget man hele tiden gør … demokrati, det er den måde man er sammen på.”

(udsagn fra unge i video på UFM hjemmeside)

 


 

Regionsgeneralforsamlinger 2016

Sådan får du indflydelse i Ungdomsringen

Regionsgeneralforsamlinger 2016 - Vil du have indflydelse? I Ungdomsringen er der flere muligheder for at sætte sit aftryk. Lige nu er det regionsbestyrelserne, der er valg til. 

Jvf. foreningens vedtægter §9, stk 4:

Regionerne holder generalforsamling hvert år indenfor perioden 15. september til 15. oktober. Generalforsamlingen indkaldes med mindst en måneds varsel med angivelse af tid og sted. Forslag til valg af Regions-formand og Landsrådsmedlem skal være fremsendt til regionsbestyrelsen senest tre uger før generalforsamlingen, og udsendes sammen med dagsorden. Dagsorden udsendes til regionens medlemsklubber mindst to uger inden generalforsamlingen.

Region Midtjyllands generalforsamling afholdes:
Dato: Tirsdag den 20. september
Tid: Kl. 18.00 – 21.00
Sted: Herning Ungdomsskole: UngHerning, Valdemarsvej 343, 7400 Herning
Læs programmet her 

Region Nordjyllands generalforsamling afholdes:
Dato: Tirsdag den 27. september
Tid: Kl. 17.00 – 21.00
Sted: Fritidscenter Vesterkæret, Skydebanevej 6a, 9000 Aalborg
Læs programmet her

Region Sjællands generalforsamling afholdes:
Dato: ​Torsdag den 29. september 2016
Tid: Kl. 17.30 – 21.00
Sted: UngSlagelse, Willemoesvej 2b, 4200 Slagelse
Læs programmet her

Region Hovedstadens generalforsamling afholdes:
Dato: Torsdag d. 6. oktober 2016
Tid: Kl. 17.30 – 21.00
Sted: Vesterbro Ungdomsgård, Absalonsgade 8, 1658 København V
Læs programmet her

Region Syddanmarks generalforsamling afholdes:
Dato: Torsdag den 6. oktober 2016
Tid: Kl. 17.30-20.30
Sted: Stenbjerg, Skibdrætvej 45, Sdr.Vilstrup, Nr.Bjært, 6000 Kolding
Læs programmet her

 

 


Aktiviteter

Gokart Skole

Gokart-skolen foregår på Thy Karting Center, som er en af Nordeuropas bedste gokartbaner, den 18. september.

I dag er det sidste tilmeldingsfrist.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte konsulent Søren Elmkær på tlf. 30 92 21 67 eller sel@ungdomsringen.dk 

Læs mere og tilmeld dine unger her

 


Kurser & Konferencer

Ungerådet inviterer på kursusweekend

Ungerådet satser i år stort på  ”Weekend kursus med Ungerådet” fredag den 7. oktober klokken 18.00 - søndag den 9. oktober klokken 12.00 i Oure på Fyn.

Unge fra Ungerådet og DSU er ved at planlægge en fantastisk kursusweekend:

På kursusweekenden vil der være 3 workshops hvor der arbejdes med mini projektlederkursus, hvordan starter man et Ungeråd og samfund, kend din krop. 

På kurset får vi bl.a. besøg af Emma Holten, som har været meget i medierne ifht. hævnporno. 

Kurset sætter fokus på ung til ung - undervisning. Al undervisning varetages af unge. 

Som noget nyt er der lørdag aften planlagt en fest. Til festen vil der være strandtema, og Ungerådet vil derfor bede deltagere om at komme udklædt. Der kommer en DJ, og der vil være mulighed for at købe lækre alkoholfrie drinks, så deltagere - tag jeres venner og badedyr under armen, og så ses vi til er brag af en fest.

Det koster 100 kr pr. deltager. Vær obs på at de unge skal have en voksen med fra klubben.

Læs meget mere om programmet, kurserne og alt det praktiske her. Der er tilmeldingsfrist den 30. september 2016.

 


 

ESport som læring og dannelse  - Imellem underholdning og pædagogisk korrekthed'  den 30. september, har fokus på den hastige udvikling inden for Gaming/E-Sport, både som aktivitet, men også som mulighed inden for undervisningsområdet. 

Der vil bl.a. være oplæg af:

Anne Mette Thorhauge, Lektor ved Københavns Universitet og formand for Medierådet:
” Hvad er gaming, og hvilken verden er det, at de unge lever i? Hvad betyder PEGI, og hvordan bør du forholde dig til aldersmærkning i din klub/ungdomsskole? Det sociale aspekt i gaming - hvilke fællesskaber er der, og hvordan kan du skabe et sundt spilmiljø i din klub/ungdomsskole?”

Carsten Jessen, Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier:
Spil vil få en fremtrædende plads i fremtiden, fordi de børn og unge, der i dag vokser op med dem, bringer erfaringer og kultur fra deres omgang med spillene med ind i deres voksenliv. De nye generationer har lært at lære, arbejde, samarbejde og løse problemer via spil, og den, der ikke forstår spil, kan få svært ved at forstå den verden, de generationer vil skabe.

Konferencen henvender sig til ungdomsskoler, ungdomsklubber, E-Sportsforeninger, Efterskoler, Erhvervsskoler og andre interesserede omkring Gaming/ESport for børn og unge.

Prisen er 895 kr. for medlemmer af Ungdomsringen og 1.095 kr. for ikke-medlemmer.

Tilmelding foregår her,hvor du også kan læse mere om oplægsholdere og indhold i konferencen, senest den 16. september 2016, og spørgsmål kan stilles til konsulent Morten Larsen på mol@ungdomsringen.dk eller på tlf. 30 92 21 60.

 


Organisation

Lejr til leje - måske med spøgelser...
 
Mellem Fredericia og Kolding ligger Ungdomsringens lejrkoloni, Stenbjerg. Den er åben for udlejning hele året, så måske den kunne rumme årets Halloween fest eller et vinternatløb? Kun fantasien sætter grænser.

Stenbjerg ligger i et dejligt naturområde. Her er mindre skovområder med søer, nøddelund og et bregneområde med bregner så store, at voksne kan stå under dem. Om sommeren er der kirsebær og moreller. I efteråret blomstrer lyngen, og der er æbler, pærer, nødder og svampe lige til at spise.

Udendørsaktiviteter: Fodboldbane og masser af muligheder for at bygge huler og lave aktiviter i naturen.

Sovepladser: Stenbjerg har 36 sovepladser fordelt på 6 soverum og yderligere 8 sovepladser fordelt på 3 soverum. Gæsterne skal selv medbringe sovepose eller pude/dyne og sengelinned.

Indretning: Stenbjerg har køkken med opvaskemaskine, en hyggelig pejsestue, stor spisestue og gode toilet- og badeforhold.

Og så har lejren en fortid, som betyder, at der kan dukke spøgelser op i ny og næ…

Se billeder fra Stenbjerg, kort over området eller hent infofolderen her

Du er også velkommen til at kontakte sekretariatsmedarbejder Charlotte Risum Jensen på telefon 65 47 21 81 eller mail crj@ungdomsringen.dk

 


 

PR & INFO

Nyheder om friluftsliv - Ungdomsringen er medlem af Friluftsrådet, og derfor modtager vi deres nyhedsbrev, dette vil vi gerne opfordre jer til også at få, da der er en masse friluftslivs aktiviteter rundt omkring i Danmark. I finder det her

Ungdomsringen har selv en masse friluftslivskurser at byde på, hvis du vil vide mere om disse kan du læse mere her.

Hvis du har spørgsmål til Ungdomsringens friluftslivs kursusprogram, kan du kontakte Ungdomsringens Naturvejleder Lars Borch på e-mail: lbo@ungdomsringen.dk, eller tlf.: 21 60 03 02.

 



Der er oscarstatuetter, sølvbjørne, nobelpriser og kulturpriser - og så er der prisen for Årets Ungdomsforening.

Prisen hylder foreningslivets banebrydende initiativer og visionære aktiviteter.

Nomineringsrunden er netop åbnet for indstillinger til prisen Årets Ungdomsforening 2016. Prisen, som på den ene side hylder og hædrer de særligt imponerende og beundringsværdige indsatser i foreningslivet og samtidig giver et skulderklap i form af en check på 20.000 kroner.

Nyskabere søges! 
Alle har mulighed for at nominere en lokalforening, et initiativ eller et projekt, som de synes har gjort sig særligt bemærket det seneste år.

Når dommerpanelet skal vurdere nomineringerne, vil der i udvælgelsen lægges vægt på især nytænkning, udvikling og synliggørelse af foreningsarbejdet. Det kan for eksempel være evnen til at samarbejde eller måden at praktisere medlemsinddragelse.

Nominér din forening 
Både lokalforeninger og regionalforeninger kan indstilles til prisen. Det eneste krav er, at det arbejde, man er indstillet for at udføre, hører under en af DUFs 72 medlemsorganisationer eller en af de otte partnerskabsorganisationer. Derudover kræver det selvfølgelig, at der er nogen, der indsender en nominering inden 24. oktober, hvor nomineringsrunden slutter.

Traditionen tro vil vinderen blive hyldet ved DUFs delegeretmøde, som i år afholdes 3. december på Hotel Nyborg Strand.

Læs mere om indstillingen her


Børnehjælpsdagens Julelotteri - Vi ved, det er tidligt for nogen, men hos Børnehjælpsdagen tænker vi allerede på julen. Den 31. oktober er Børnehjælpsdagens traditionsrige Julelotteri nemlig igen på gaden. Og tilmeldingerne er gået i gang.

I løbet af november og december 2016 sælger foreninger og idrætsklubber over hele landet Julelotteriet og tjener virkelig gode penge til foreningskassen. De støtter samtidig Børnehjælpsdagens arbejde for Danmarks mange anbragte børn og udsatte unge.

Fakta om Julelotteriet: Hvordan og hvornår
Der er rigtig mange penge at hente for foreningerne, som de kan bruge til udstyr, rejser eller andre aktiviteter. Til Julelotteriet i 2015 var indtjeningen således på 2,6 mio. kr. til sammen.

Læs mere her, hvor du også kan bestille lodder

 


 

 

Facebook i Ungdomsringen

På Facebook kan du altid følge med i Ungdomsringens færden, hvor er vi henne, hvad arrangerer vi, hvad afholder vi eller hvad deltager vi i. I denne uge kan du bl.a. se mere om Ringsted Street Soccer Cup, E-sports konferencen i Odense og om Ungdomsringens deltagelse i en høring om 95 % målsætningen.

Se det hele på Ungdomsringens Facebook-side her

 

 

 


 

Mødekalender for uge 37

Mandag den 12. september 2016 - Musikstartermøde, Oure

Tirsdag den 13. september 2016 - Bestyrelsesmøde Region Syddanmark

Onsdag den 14. september 2016 - Personalemøde på sekretariatet i Odense

Onsdag den 14. september 2016 - Musikstartermøde, Esbjerg

Torsdag den 15. september 2016 - Musikstartermøde, Silkeborg

Fredag den 16. september 2016 - Musikfestivals møde i Aalborg

Lørdag den 17. september 2016 - Danish Street Cup finale

Lørdag den 17. september 2016 - DM i Motocross

Søndag den 18. september 2016 - Gokart Skole

 

Udgives af: Ungdomsringen
Tigergården • Nørregade 77, 6. • Postboks 109 • 5100 Odense C
Tlf. 70 27 00 50 • Fax 70 27 00 54

Redaktion: Jane Dupont jad@ungdomsringen.dk og Anne Louise Danø; ald@ungdomsringen.dk
Ansvarshavende: Næstformand Lars Holme

Hvis du vil afmelde dette nyhedsbrev: