16. nov 2015

JM i indefodbold

Første weekend i november er for mange et tegn på, at vintertiden er over os, og at vi skal til at lukke os inde som værn mod den kolde tid. Dette har dog ikke været tilfældet for Lemvig og omegn. Her har Ungdomsgården og dens medarbejdere haft travlt med at får gjort klar til dette års JM i indendørs fodbold. Dette arrangement har efterhånden en lang tradition bag sig, eftersom det er den 49’erne gang. Det handler selvfølgelig først og fremmest om at finde frem til årets jyske mestre – men der blev også plads til mange andre oplevelser for både børn, unge og voksne, fortæller Bjørn Kirkegaard i denne reportage.

Jysk Mesterskab startede for mange år siden, da Lemvig Ungdomsgård i samarbejde med andre lokale klubber tog initiativ til at starte et mesterskab i inden- dørs fodbold. Der blev konkurreret i forskellige årgange hen over en weekend. Rammerne for dette arrangement viste sig at vække interesse hos mange klubber. Resultatet blev, at vi igen i år har fået tilmeldinger fra stort set hele Danmark. Der ligger tilmeldinger fra bla. Aalborg, København og Flensborg.

JM i Lemvig har for mange unge mennesker sat sig i deres erindring gennem tiden. Det betyder, at vi i dag oplever 2. eller 3. generation af spillere fra klubberne. En stor del af personalet i klubberne rundt i Danmark kommer tit og fortæller om de minder fra dengang ”i gamle dage”, hvor de mødte deres første kæreste til JM eller vandt guld. JM er stedet for gode minder, og stedet hvor venskaber bliver skabt. JM 2015 er et godt bevis på, at alle i klubberne gør en stor indsats for ovennævnte og er med til at gøre en forskel for rigtig mange unge.

Forberedelserne til dette års JM startede allerede dagen efter sidste års JM. Der skulle bookes skoler, busser, svømmehal, diskotek, dommere, frivillige hjælpere, bestilles mad og meget mere.
Lemvig Ungdomsgård havde i år oplevet en ekstra stor opbakning fra de lokale annoncører. JM i Lemvig er noget særligt. Det er et arrangement der på mange måder, samler Lemvigs unge og en stor portion frivillige, der ofrer en weekend for at give de ca. 2000 gæster en rigtig god oplevelse.

Der var en nedgang af antallet af klubber som havde tilmeldt sig til dette års JM. Til gengæld var antallet af deltagere pr. klub steget tilsvarende. Logistisk gav det en del udfordringer i forhold til placeringerne af klubberne på skolerne og transporten imellem de forskellige haller, men alle gav udtryk for en glæde og positiv forventning i forhold til dette års arrangement.

Monki Sound spiller op til fest
Ungdomsgården havde sat rammerne omkring en stor fest med forskellige aktiviteter på Lemtorp Skole. Diskoteket ”Monkisound” dundrede løs med fede rytmer og lækkert lys. Håret var sat, tandbørsten luftet, og det sidste nye skrig inden for tøjmoden blev præsenteret. For de, som havde andre ønsker i forhold til aftenen, havde Ungdomsgården tænkt flere aktiviteter ind. Der var både rodeotyr, sumobrydning og minidiskotek. 

Der stod personale og frivillige alle vegne klar til at servicere alle gæsterne. Der var, trods omfanget af arrangementet en utrolig ro blandt personalet, da der var fuld kontrol i forhold til alle de arbejdsopgaver, der lå ved dette års JM. 

Vi mødte 5 gode drenge fra Juniorklubben A45, Århus N. Luis, Louis, Jeppe Alexander og Jonas. De var i alderen 10 – 11 år. Det var første gang, de var med til JM i Lemvig.

De fortalte, at deres pædagoger Jette og Jesper havde fortalt om JM med rosende ord. Jette havde haft 4 andre hold med til JM i Lemvig og altid haft gode oplevelser med arrangementet.

Drengene spillede i forvejen i forskellige klubber i Århus, men dette JM var første gang hvor de skulle spille sammen. Drengene skulle spille første kamp kl. 10.00 og havde lagt en taktik i forhold til placeringer og var klar til at knokle hårdt. Ambitionerne var store ved dette års JM. Målet var at få guld med hjem til klubben. Klubben havde også et pigehold med, så i bedste fald kunne det blive til 2 guldmedaljer.

De have fået indlogeret sig på en af de lokale skoler og var klar til diskotekfesten. De havde bestemt sig for også at prøve kræfter med rodeotyren og sumobrydning.

De fortalte, at dagen i morgen, ud over fodbold, skulle bestå af hygge og at heppe på pigerne. Alle drengene var enige om, at JM var supersejt og at vi skulle ses igen næste år.

Senere på aftenen stødte vi ind i en gruppe søde piger, som hyggede sig til festen. Pigerne kom fra klubben 8520 Lystrup. Stine, Laura, Anna, Francisca, Ida og Emilie. De var i alderen 14 – 15 år. Laura og Francisca kunne fortælle, at det var anden gang, de var med til JM. Det havde været rigtig godt, selvom de ikke fik medaljer.

De havde et par måneder inden JM snakket med deres veninder omkring dette arrangement. Laura fortæller at JM er utrolig hyggeligt. ”Her kan vi hygge os, snakke sammen, pjatte, slappe af og få nogle oplevelser sammen”. ”Derudover er det super fedt at spille kampe med alle de forskellige hold. Man møder en masse mennesker og får nye venner”. 

Pigerne havde indlogeret sig på Nr. Nissum skole, hvor de alle skulle sove i samme klasseværelse. Det glædede de sig meget til. Efter de var ankommet, havde de klædt om, inden de skulle ind til festen på Lemtorp skolen. Det var super godt med Monki Sound Diskoteket i år, for der var både røg og skum. Der blev spurgt lidt ind til, hvordan man fik nye venner til sådan et JM. 

Pigerne kunne fortælle, at når man havde danset med en af drengene eller man faldt i snak med dem, så blev der tit spurgt til der facebookprofil. Så kunne de jo altid mødes siden hen, når JM sluttede. 

Ambitionen for pigernes kampe ved dette års JM var, alle skulle have lov at skyde et mål. De ville gøre det så godt så muligt. Anna mente nu ikke, hun var så god, derfor var taktikken, at hun kom ind på banen for at skabe kaos og se godt ud. Pigerne havde alle sammen et bånd med numre på armen. De kunne fortælle, at armbåndet var deres adgang til de forskellige måltider, der var i løbet af dette års JM. Spilledagen dagen efter skulle primært gå med hygge og fodbold. De ville også heppe på drengene fra deres klub, hvis de gik videre. Senere på aftenen skulle de tilbage til diskoteket - forhåbentlig med en medalje. 

Vi sluttede med at sige ”På gensyn”, for de var alle sammen sikre på, at de skulle til JM i Lemvig igen næste år. JM er stedet, hvor man kan møde en masse nye kammerater. ”Det er en bonus at kunne dyste i en sport, som mange godt kan lide. Målet er selvfølgelig at vinde en medalje. Hvis dette ikke lykkedes, så er det turen værd til Lemvig alligevel”.

Samlede gæste overnatninger

Fredag    

1612

 

Lørdag    

859

 

 

Madbestillinger

Lørdag morgenmad

1447

 

Lørdag frokost

1101

 

Lørdag aften

1032

 

Søndag morgenmad

714

Klokken 24.00 sluttede diskoteket, og de unge rykkede ud på deres soveområder for at gøre klar til natten. Næste dag var de første klubber allerede i gang med morgenmaden kl. 6.00, inden de første hold skulle køres ud til de forskellige haller, hvor der var kampstart kl. 8.30. Der blev spist godt af morgenmaden, som var indkøbt på forhånd. Der skulle bruges en masse energi på fodboldbanerne, så derfor var det vigtigt, at man havde spist sig energi til, så man kunne klare sig hen over alle kampene.

Den store spilledag. 
Der var i år arrangeret kampe for 246 hold fordelt i byens haller. Der skulle spilles puljekampe, inden der var fundet finaledeltagere i årgangene 99 – 06 for henholdsvis piger og drenge. Scenen var sat, og der blev dystet for at hive medaljer, titler og æren med hjem til klubberne. Der blev ud over kampene også dystet imellem de 8 Cheerleaderhold, der havde tilmeldt sig.

JM Menu

Morgenmad: cornflakes, havregryn, brød, ost, marmelade, pålægschokolade, smør, juice, kaffe og the.

Frokost: Sandwich, juice

Aften: Kyllingefilet, pasta, salat og flutes

De første kampe startede kl. 08.30 i de forskellige haller. Senere på dagen blev en del af finaleren inviteret ind til Lemvig Idræt – og blev alle finalerne spillet i Lemvig, men på grund af de mange tilmeldinger, måtte man fra Ungdomsgårdens side lade nogle af finalerne blive afgjort i hallerne. 

Cheerleader

Lemvig Ungdomsgård valgte igen i år sidst på eftermiddagen at rydde fodboldbanen for at give plads til dette års Cheerleadere. Man har fra Ungdomsgårdens side forsøgt at krydre fodbold-JM med inciterende danserytmer suppleret med nogle fantastiske flotte akrobatiske og danseelskende klubfolk fra flere klubber i landet. Dette tilbud havde 8 klubber taget imod og viste det ene flotte danseprogram efter det andet. Efter hver klub havde vist sit program, fik de feedback fra en dommer, der var inviteret til denne lejlighed.

Vi fik mulighed for at snakke med Nibe UK Cheerleader hold. Julie, Alberte, Julie, Emilie, Emma og Maria. De kunne fortælle, at de havde været med tidligere til JM, hvor de havde vundet bronze. I år havde der i starten ikke været nok til at stille hold. Derfor var Alberte kommet med ideen at de i år skulle prøve sig i Cheerleaderkonkurrencen. Alberte havde selv gået til Cheerleader og havde nogle ideer i forhold til løft og dans.

Programmet kom til at vare 3.50 min. De kunne fortælle, at de forberedt sig de sidste 6 uger, 2 x 2 timer hver uger. Da vi snakkede med dem, havde de endnu ikke været på scenen, og Maria og Julie var noget nervøst i forhold til de løft, der lå i programmet. 
Pigerne var enige om, at JM var hyggeligt. Her kunne man være sammen med venner. Man kunne møde nye venner. De havde i år også snakket med andre Cheerleadergrupper. Alberte, Julie og Maria havde også delt med nogle på Snapchatten.

Alle pigerne var meget glade for stævnet. De skulle, efter de var færdig med deres opvisning, bruge tiden på at heppe på deres kammerater, der stadigvæk spillede, og siden stod den på tøsehygge, snak om drenge og videre på diskoteket. Alle var enige om, at de ville komme igen næste år enten som tilskuere, Cheerleader, eller for at spille fodbold, alt afhængig af hvor meget tid der blev til træning.

Cup spiller
For hver årgang for både drenge og piger, er der altid en spiller, der udmærker sig. De viser sig ved, at have en evne til at se spillet bedre end de andre. De udmærker sig også ved altid at få sig placeret godt i forhold til enten at forsvare eller skyde mål. Den spiller bliver ved præmieoverrækkelserne honoreret med en flot pokal.

Det lykkedes os, at fange Cupspilleren for pigerne 00 – 99, Clara fra Danalund, Hvidovre efter præmieoverrækkelsen. Clara kunne fortælle, at de havde været med 2 gange tidligere, hvor de var røget ud tidligt. Clara spiller fodbold 3 x ugen i sin fritid. Det har hun gjort de sidste 10 år.

Clara var overbevist om, at grunden til at de vandt i år var, at de bedste fra sidste års 2 hold var samlet til 1 hold i år. Der skulle vindes 5 kampe for at blive mestre i år. Der blev kun lukket 1 mål ind, så Clara var godt tilfreds med forsvaret. Clara syntes, at JM er et godt arrangeret fodbold-stævne. Man får nye venner, og man kan hygge sig sammen med dem fra klubben.

Clara lod også en sød bemærkning falde om, at alle deres drengehold var røget ud. Der var stadigvæk et pigehold, som ikke var ude af turneringen. De var kommet videre til puljespillet. Derfor var der håb om endnu en medalje, som skulle med retur til Danalund.

Vindere fra hele landet.
Sidst på dagen var finalerne i hus, og man begyndte nu at kunne se, hvordan flere og flere kunne pryde sig med medaljer af forskelligt metal. Det lykkedes os at snakke med 6 drenge fra Løgumkloster Ungdomshuset, Lukas, Jonas, Lars, Niklas, Andreas, Casper på 14 og 15 år.

De havde aldrig været med til JM, men de havde gennem deres pædagog Karsten fået ideen præsenteret. Han havde set det på et opslag som hang i klubben. Løgumkloster Ungdomshus havde kun tilmeldt et hold, derfor havde glæden også været ekstra stor, nu hvor de er blevet JM mestre i deres række i år.

Det var faktisk første gang i klubbens historie at de havde tilmeldt sig JM. De var dog alle enige om, at de vil vende tilbage næste år for at forsvare titlen. Nu hvor den sidste kamp var spillet, var de klar til at komme på diskoteket. Inden skulle de lige en tur i badet, have sat håret og fundet duften frem. Målet var, at der også skulle scores på dansegulvet. Som minimum skulle de have et par facebookprofiler i hus, inden de forlod Lemvig og JM senere på aftenen.

 Det lykkedes os også at få snakket med pigeholdet fra GJUK, Galten. Ida, Cille, Mie, Natasja, Mathilde og Julie på 14 år. Pigerne kunne fortælle, at det var det samme hold, som de havde stillet op med de sidste 4 år. 
De havde aldrig tidligere vundet noget, derfor var de også ekstra glade for deres guldmedalje. Resultatet havde i deres pulje været utrolig tæt, så de var afhængige af de resultaterne fra de andre kampe. Derfor var også utrolig nervøse her til sidst. JM var, for pigerne, hyggeligt og sjovt. ”Det er fedt at mærke opbakningen fra resten af klubben. JM er på en måde et boost til fællesskabet i klubben”.

Alle hjælper hinanden og alle hepper på hinandens hold. Det har været en tradition for klubben at skulle til JM i mange år. Dette år havde klubben stillet med 5 hold. Det var dog ikke alle, der havde sluttet med medaljer. Pigerne kunne nu se frem til den årlige tradition, at de skulle omkring Mc Donalds inden de var tilbage i Galten ved midnat.

Julie havde inviteret hele holdet hjem for at sove, så derfor stod den nu på hygge og snak til langt ud på natten. Det er jo lidt svært at falde i søvn ovenpå at have vundet guld for første gang. Vi sluttede snakken med et gensyn, for alle var klar til at komme tilbage igen næste år.

Afslutning 
Efter den sidste medalje var overrakt, var det tid til hygge og dans. Rodeotyren blev sluppet, ”Monkisound” brød endnu en gang igennem lydmuren og satte gang i festen. Flere af de nybagte Jyske Mestre viste stolt deres medaljer frem under festen.

Pædagogerne kunne undervejs i løbet af aftenen få en velfortjent kop kaffe oven på et veloverstået program. Flere kunne, under kaffen, selv fortælle historier omkring gamle dage, hvor de havde deltaget i JM og vundet medaljer. Derfor var det noget helt særligt, at de nu kunne være med som pædagoger. De kendte udmærket alle de følelser, der løb gennem kroppen undervejs til et JM i Lemvig. Sidst på aftenen blev de sidste detaljer omkring hjemturen planlagt, så de var klar.

Ved midnat slukkede diskjockeyen for musikpulten og de dundrende rytmer. Tilbage var kun lyden af mobiltelefoner og deres ejere, der flittigt udvekslede Facebookprofiler med nyfundne venner.

Herefter gik turen til sovesalene, og for de flestes vedkommende varede det ikke længe, før stilheden sænkede sig helt. Næste morgen var der morgenmad og afgang. Tilbage stod en flok trætte – men glade - medarbejdere fra Lemvig Ungdomsgård. Trætte – tja, det siger næsten sig selv. Glade – uden tvivl, for alle oplevede en positiv stemning fra de mange klubber.

Indsatsen fra de unge ved JM 2015
Ungdomsgården har i mange år inddraget deres unge i det jyske mesterskab. Medarbejderne oplever med stor glæde, hvordan de unge vokser med det ansvar, de får. ”Det at se hvordan de unge byder sig til og er med til at løfte et ansvar, det er mere værd end noget andet for den enkelte medarbejder, og Ungdomsgården”, udtaler Carsten Kristiansen. Ungdomsgården sætter hvert år en ære, at servicere deres gæster på alle måder. Det kan i nogle tilfælde handle om banale men nødvendige opgaver, som at hjælpe med at køre ned og hente pizza til et klub, som er landet 3 timer forsinket og med sultne og trætte unge mennesker. Det skal være godt for alle at være her. De unge er blandt andet med til at skabe en ro omkring hele arrangementet. Det at man kan sige, at vi gør, som vi plejer, har vist sig at give alle en god oplevelse. Alle gæster kan læne sig tilbage og opleve, hvordan de bliver guidet igennem endnu et JM, hvor der er styr på tingene. Vi skylder de unge en stor tak for deres vilje og evne til indgå i dette års JM-team. Uden dem var det aldrig lykkedes.

Der etableres relationer mellem de unge på tværs af deres kultur, religion og nationalitet, som er meget vigtig i denne tid. Og det er disse signaler om velfungerende unge, der skal sendes ud i den store verden, så alle kan se det værdifulde arbejde, der udføres i fritids- og ungdomsklubber landet over.

Tak for i år og på gensyn til JM 50 års Jubilæum i Lemvig 2016.


Redaktører

Søren Elmkær

Søren Elmkær