22. jun 2016

DUF lancerer nyt koncept for folkemøder

Lokale folkemøder styrker demokratiet ved at bringe borgere, foreninger og politkere sammen på én årlig dag, hvor dialogen mellem borgere og politikere er i centrum. DUF stiller fleksibelt koncept til rådighed, som kan tilpasses din kommune. Lokaldemokratiet er truet af afstanden mellem borgere og politikere. Koncept fra DUF vil etablere lokale folkemøder i alle kommuner og sikre dialog i øjenhøjde.

Lokaldemokratiet er udfordret. Sådan lyder konklusionen i en stor undersøgelse af lokaldemokratiet, som Økonomi- og Indenrigsministeriet offentliggjorde i 2013. Borgerne føler, at afstanden til politikerne er for stor, og unge føler sig ikke inddraget eller lyttet til.

Et nyt koncept fra DUF skal flytte demokratiet tættere på borgerne og sikre et levende civilsamfund med stærk sammenhængskraft. 

Politisk dialog i øjenhøjde
Konceptet om de lokale folkemøder bygger på Folkemødet på Bornholm og skaber konkret effekt i de kommuner, der implementerer konceptet.

Folkemødet skaber større fællesskab, giver borgerne lyst til at engagere sig og yde en frivillig indsats i lokalsamfundet. Deltagerne oplever, at politikerne er lydhøre og møder borgerne til dialog i øjenhøjde, påpeger DUFs formand, Signe Bo, og fortsætter:

”Det direkte fysiske møde mellem borgere og politikere til et årligt lokalt folkemøde vil styrke tilliden til politikerne og mindske afstanden til de folkevalgte, hvilke vil øge det demokratiske engagement – særligt hos de unge,” forklarer Signe Bo.

DUF tilbyder gratis rådgivning
Et lokalt folkemøde kan igangsættes på mange forskellige måder – og der er flere eksempler på forskellige tilgange. I Nyborg kom idéen til et lokalt folkemøde fra frivillige borgere, i Rudersdal gik foreninger sammen i en folkemødeforening, og i Odense har Fyens Stiftstidende arrangeret lokale folkemøder.

DUF har 70 års erfaring med at skabe aktiviteter, der understøtter det repræsentative demokrati i Danmark og tilbyder derfor at være sparrings- og samarbejdspartner, når kommunerne planlægger lokale folkemøder.

Læs mere her