30. maj 2016

Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet

Tag Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet med tilskud fra Socialstyrelsen.

Diplomuddannelsen kan styrke faglighed og refleksivitet over egen praksis. Uddannelsen giver indblik i teori, metoder og redskaber på børne- og ungeområdet.

Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet er udviklet som del af Den Sociale Diplomuddannelse og udbydes landsdækkende af fem professionshøjskoler med tilskud fra Socialstyrelsen.

Indhold
Uddannelsen skal styrke de studerendes viden og kompetencer inden for børne- og ungeområdet. Den skal give de studerende viden om det at være en del af en politisk ledet borgernær organisation, og hvordan man som myndighed og leverandør på børne- og ungeområdet agerer indenfor disse rammer.

Målgruppe
Uddannelsen henvender sig til alle, der arbejder med børn og unge med behov for særlig støtte i henhold til servicelovens kapitel 11 – både de sagsbehandlere, der træffer afgørelser om en indsats, de leverandører der udfører indsatsen og medarbejdere i de almene tilbud, som i deres daglige arbejde har et tæt samarbejde med sagsbehandlere.

Form
Uddannelsen er treårig og består af 6 moduler. Undervisningen er bygget op, så der veksles mellem arbejde og undervisning. Som noget nyt tilbydes diplomuddannelsen både som lokalt tilrettelagte forløb i kommunerne og åbne regionale uddannelsesforløb. 

Pris
Uddannelsen kan tages med tilskud fra Socialstyrelsen. Med tilskud er deltagerbetalingen 15.000 kr. for den samlede uddannelse. Deltagerbetalingen er den samme for både de lokalt tilrettelagte forløb og de regionale forløb.

Kravet for at modtage tilskud er:

  • At den studerende er tilmeldt den samlede diplomuddannelse på børne- og ungeområdet.
  • At den studerende tager uddannelsens seks moduler i den anbefalede rækkefølge.
  • At den studerende gennemfører uddannelsen som deltidsstudie indenfor tre til seks år.
  • At den studerendes arbejdsgiver bakker op om uddannelsen.
  • At den studerende og dennes arbejdsplads udarbejder en aftale med professionshøjskolen, der forpligter ledelse og studerende til at formulere og følge op på konkrete læringsmål i samarbejde med professionshøjskolen. Aftalen er ikke ensbetydende med optagelse på uddannelsen.

Læs mere om uddannelsen her