Konsulenttjenesten

Konsulenttjenesten

KONSULENTTJENESTEN

Ungdomsringens konsulenttjeneste tilbyder forskellige ydelser, der alle står i udviklingens tegn.
Det er et tilbud, der aktivt involverer jer i processerne med respekt for jeres virkelighed og fremtidsperspektiver.
Vi yder målrettet bistand til projekter og giver rådgivning i forbindelse med udviklings, - forandrings- og involveringsprocesser. Målgruppen for konsulenttjenesten er alle aktører på børne- og ungeområdet samt klubber og lignende fritidsmiljøer for børn og unge.

Udviklingsprojekter
Ønsker I at sætte særligt fokus på temaer eller områder, der vedrører pædagogisk eller organisatorisk udvikling, så kan vi f.eks:

  • udarbejde projektbeskrivelser og projektdesign
  • forestå projektkoordination eller projektledelse
  • yde konsulentbistand i styre- eller følgegrupper
  • udarbejde en helhedsorienteret ungdomspolitik
  • gennemføre ungeinvolveringsprocesser
  • skabe grobund for lokal netværksdannelse
  • stå for dokumentation og afrapportering
     

www.ungdomsringen.dk, kan I se eksempler på projekter Ungdomsringen har været involveret i.

Målrettede kurser
Ungdomsringen skræddersyr kurser og mindre forløb til lige netop jer.
Det kan være et kort inspirationsforedrag, en udviklings - eller personaledag, eller et spændende pædagogisk tema, der peger ind i fremtiden. Fælles er, at vi målretter tilbuddet til jeres virkelighed og tager hensyn til jeres særlige vilkår.
I kan også plukke i vores temaer og få hjælp til at sammensætte eller dreje temaerne derhen, hvor det præcist modsvarer jeres behov.

Her er eksempler på de målrettede kurser, der er nævnt i Landsudsendelsen og som du kan rekvirere ved at kontakte enten Ulla Andersen på tlf. 30 92 21 67 eller Jesper Larsen på tlf. 30 92 21 65

Evalueringsopgaver
Ungdomsringens konsulenter har erfaring med evalueringsopgaver på børne- og ungeområdet.
En god evaluering starter, når projektet starter, og indeholder dokumentation, rapportering af projektets resultater samt perspektiveringer. Ungdomsringens konsulenter arbejder med alle typer evalueringer af praksisforløb eller projekter og leverer efter aftale forskellige former for afrapportering.

Tjek klubben – et praksiseftersyn
Gør vi det, vi tror vi gør? Kunne vi gøre det endnu bedre? Undrer vi os over, at det vi gør, ikke virker efter hensigten? Har vi særlige pædagogiske udfordringer eller udviklingsområder, vi skal have kigget på?
Er det spørgsmål, I stiller jer selv, rykker Ungdomsringens konsulenter ud og giver klubbens praksis et respektfuldt eftersyn.
Vi er sammen med jer i hverdagen over nogle dage, hvor vi kigger på særlige temaer eller problemområder, hvorefter vi kommer med fremadrettede handlingsforslag.
Se mere på www.ungdomsringen.dk – kompetenceudvikling.

Netværksarbejde
Større børn og unge færdes i forskellige verdener, og de udvikler sig optimalt, når disse verdener samarbejder på tværs. I Ungdomsringen er vi optagede af at være med til at skabe en helhedsorienteret og sammenhængende indsats på børne- og ungeområdet, hvor både skole, ungdomsskole, fritidstilbud og foreningsliv hver især byder ind med det, de er gode til.
Konsulenterne tilbyder at medvirke til netværksdannelse og samarbejde på tværs i jeres lokalområde. Vi kan hjælpe med at analysere mulighederne, afdække opgaver og udviklingsområder, samt sætte fokus på deltagernes kompetencer og mulige samarbejdsflader.

Aktiviteter på hovedet
Potentialet for aktivitetsudvikling i jeres klub er enormt. Vi tilbyder et klubbesøg og udarbejder overordnede ideer til at løfte og inspirere på aktivitetsniveau og mangfoldighed, og dette præsenteres for personalet til diskussion og implementering. Ydermere ses der på, hvordan aktiviteterne kan ses i sammenhæng med det relations-arbejde, som klubberne har i fokus, sådan at aktiviteterne bliver vigtige pædagogiske aktiviteter og ikke ”pauseunderholdning”.

Inspiration til idrætscertificerede klubber
Er jeres klub blevet idrætscertificeret, og mangler I lige enten ”den sidste olie” før I kommer rigtigt i gang, eller er I løbet tør for ideer? Hvis det er tilfældet, kommer vi gerne forbi og hjælper jer på rette vej igen, enten med et teoretisk oplæg, praksis eller en kombination.

Kontakt en af Ungdomsringens konsulenter på tlf. 70 27 00 50 og få en snak om, hvad vi kan hjælpe med og et uforpligtende tilbud på, hvad det vil koste.