Bustransport i egne eller lånte busser

Privat bus

Registrering:

  • Det er vigtigt, at bussen er indregistreret med selve ungdomsskolen som ejer/bruger og ikke med den enkelte afdeling. Hvis den enkelte afdeling står som ejer eller bruger, er det kun den afdeling, der må bruge bussen lovligt.

Såfremt man i en kommune har én ungdomsskole med én bestyrelse og med afdelinger forskellige steder, er det mest fleksibelt, at busserne er indregistreret i kommunen.

 

Ved kørsel i klubbens/ungdomsskolens egen bus eller i lånt eller lejet bus

Krav til chaufførens kørekort og kvalifikationsbeviser:

Bus op til 9 personer, inkl. føreren, kræves der:

  • Føreren af bussen skal være i besiddelse af og medbringe gyldigt kørekort.

Bus over 9 pladser (eller med tilladt totalvægt over 3.500 kg kræves kategori D kørekort (stort kørekort).

  • En klubmedarbejder/ungdomsskolemedarbejder med kørekort til kategori D må således køre bussen, såfremt der er tale om ikke-erhvervsmæssig persontransport (= privat kørsel).
  • Krav for at få kørekort til bus er, at man har kørekort til bil og er mindst 21 år.
     

Sikkerhedssele i bus:

  • Hvis der er sikkerhedssele på den plads, du sidder på i bussen, skal du bruge den.

Siden 1999 har det været et krav, at alle nyregistrerede busser skal have sikkerhedsseler. Det gælder dog ikke bybusser. Hvis der er trepunktsseler på de forreste pladser og hofteseler i resten af bussen, så opfylder bussen lovens krav. Der er typisk ingen sikkerhedsseler i bybusser og i ældre turistbusser.

  • Rådet for sikker trafik anbefaler, at institutioner eller kommuner, der skal på tur, bestiller busser med seler.

 

Ikke - erhvervsmæssig persontransport

  • Der skal være en nærmere tilknytning mellem passagererne og den institution el. lign., der kører bussen
  • Der må ikke ydes betaling for kørslen - med undtagelse af et beløb til dækning af de direkte kørselsrelaterede udgifter (benzin m.v.).
  • Kørslen skal udføres som et led i anden virksomhed – f.eks. ungdomsskolens øvrige aktiviteter.
  • Føreren af bussen skal være den registrerede ejer/bruger af bussen eller ansat hos denne. Ved kørsel i Danmark kan andre også være fører af bussen.
     

Hvis ovenstående punkter ikke er opfyldt, er der tale om erhvervsmæssig personbefordring, hvortil der kræves erhvervskørekort samt tilladelse til erhvervspersonbefordring for bussen og klubben/ungdomsskolen.

 

Rødt Kvalifikationsbevis

Fra den 10. september 2008 er der krav om rødt kvalifikationsbevis i forbindelse med visse former for ikke-erhvervsmæssig buskørsel. De tidligere krav om hvidt og blåt kvalifikationsbevis bortfaldt fra samme dato. Uddannelsen til rødt kvalifikationsbevis har en varighed på mindst 74 timer.

 

Buskørsel i Danmark

  • Ved kørsel indtil 50 km fra bussens hjemsted: skal føreren af en dansk indregistreret bus, der anvendes til ikke-erhvervsmæssig buskørsel på strækninger have kørekort til kategori D (bus).
  • Ved kørsel over 50 km fra bussens hjemsted, skal føreren af en dansk indregistreret bus, der anvendes til ikke-erhvervsmæssig buskørsel have kørekort til kategori D (bus), have rødt kvalifikationsbevis og opfylde erfaringskrav (1 års erfaring som fører af lastbil over 3,5 tons tilladt totalvægt eller bus på strækninger inden for en radius af 50 km fra bussens hjemsted).

Erfaringskravet behøver ikke at være opfyldt, hvis kørslen finder sted i en bus, der er indrettet til befordring af højst 17 personer, føreren medregnet.

  • Hvis bussen kun anvendes til rent privat kørsel (dvs. kørsel, der udføres af køretøjets registrerede bruger eller medlemmer af dennes husstand med dennes nærmeste familie), er føreren undtaget fra kravet om rødt kvalifikationsbevis og erfaringskravet, hvis bussen er indrettet til befordring af højst 17 personer, føreren medregnet.

 

Buskørsel i udlandet

Føreren af en dansk indregistreret bus, der anvendes til international ikke-erhvervsmæssig buskørsel, skal have kørekort til kategori D (bus), være fyldt 23 år, have rødt kvalifikationsbevis og opfylde erfaringskrav (2 års erfaring som fører af lastbil over 3,5 tons tilladt totalvægt eller bus).

Følgende er undtaget fra kravet om rødt kvalifikationsbevis:

  • Den der har hvidt og blåt kvalifikationsbevis efter reglerne gældende indtil 10. september 2008.
  • Den der har chaufføruddannelsesbevis knyttet til kategori D.
  • Den der har kørekort til erhvervsmæssig personbefordring med bus (kategori D og ep), og som er omfattet af kravet om efteruddannelse, men ifølge indfasningsordningen endnu ikke skal have gennemført efteruddannelse (se nedenfor).
  • Den der har erhvervet kørekort til erhvervsmæssig personbefordring med bus (kategori D og ep) før den 1. januar 1980.
     

Lejet eller lånt bus

Det er lovligt for ungdomsskolers klubber – og kun klubber – at køre i Danmark i en bus, som lånes af en anden klub eller forening. Ungdomsskolen må dog leje en bus ved en godkendt busudlejer. Det er blevet tilladt at leje en bus uden fører til udenrigskørsel; dette var tidligere kun muligt for små busser til højst 9 personer og lille kørekort. Ved kørsel i udlandet med ungdomsskolens egen bus skal der medbringes en attest, der udstedes af Færdselsstyrelsen, der godtgør, at der er tale om privat kørsel uden gevinst for øje. Og her er der krav om 2 års erfaring.

Ungdomsskolen kan kun låne sin bus ud til andre ungdomsskoleklubber, såfremt ungdomsskolens klub er registreret som ejer, og såfremt Færdselsstyrelsen udsteder en erklæring om, at både udlåner og låner er såkaldte ”ikke-erhvervsdrivende” foreninger/klubber. Denne erklæring skal altid følge bussen og på forlangende forevises. I dette tilfælde må bussen kun benyttes til klubaktiviteter, altså IKKE ved ungdomsskolens øvrige aktiviteter.

Samtidig skal de før angivne regler for ikke-erhvervsmæssig persontransport, der gælder ved kørsel i egen bus, også være overholdt her.

Nyt vedr. buschauffører med kørekort til erhvervsmæssig buskørsel
Hvis du fører bus som medarbejder i klubben/ungdomsskolen og samtidig er erhvervschauffør, skal du være opmærksom på, at der for at kunne varetage erhvervsmæssig kørsel nu er krav om efteruddannelse hvert femte år.

 

Kørsel med børn i privatbiler

Ved kørsel med børn i privatbiler bør der foreligge en tilladelse fra forældrene.

  • Der må ikke være flere personer i bilen, end der er seler til.

 

Links

www.trafikstyrelsen.dk
www.retsinformation.dk
www.sikkertrafik.dk