Urkraft 2015

Den tidligere kulturminister, Marianne Jelved, har udnævnt 2015 til at være ungekulturår. Projektet har fået navnet URKRAFT 2015, og formålet er at sætte unges egne kunst- og kulturoplevelser på dagsordenen i løbet af 2015. Der er fokus på kunst og kultur af unge, for unge og med unge. Det er dermed Kulturministeriets hyldest til ungdommens egen evne til at organisere sig og skabe kunst og kulturoplevelser for hinanden. URKRAFT er for alle unge, og dermed er det ikke afgørende, om man kører gokart, laver teater eller noget helt andet.
Det er Kulturstyrelsen, der er projektleder på URKRAFT og for at gøre det til virkelighed har de indledt et partnerskab med Ungdomsringen. Udover Ungdomsringen er ungekulturhuset ”Kraftværket” i København og ”Frontløberne”, der er med til at realisere unges kulturelle projekter i Aarhus, også partnere i projektet.
URKRAFT blev skudt i gang med en stor startevent, der kørte gennem hele landet og sluttede på Ungdomsringens Musikfestival i Aalborg i januar.
På URKRAFTs Facebook-side kan du følge med i, hvad der sker. Hvis du har modtaget støtte til dit projekt fra URKRAFT-puljen, kan du måske få lov til at fortælle om projektet via URKRAFTs Facebook-side.
 
URKRAFT-puljen
URKRAFT består af en masse aktiviteter i hele landet og ikke mindst af URKRAFT-puljen, hvor unge kan søge midler til at realisere deres kunst- og kulturprojekter. Unge mellem 15 og 25 år kan søge op til 10.000 kr. til et kulturprojekt, arrangement eller andet, der er for og med unge.
URKRAFT-puljen kan søges i hele 2015.
På Kulturstyrelsens hjemmeside finder du ansøgningsformularer og beskrivelser af, hvordan man ansøger. Der er også en lille film, som viser, hvor let det er at søge om støtte: http://www.kulturstyrelsen.dk/tilskud-tilladelser/stamside/?tx_lftilskudsbase_pi8%5Buid%5D=137&cHash=badc45ab8b9959bfa00c834fca16b8eb
 
På Kulturstyrelsens hjemmeside, kan du læse meget mere om URKRAFT.