Temakurser & Inspirationsoplæg

Temakurser & Inspirationsoplæg

Ungdomsringen udbyder en række temakurser og inspirationsoplæg, der tager udgangspunkt i temaer, som er aktuelle for børne- og ungeområdet.

 Formålet med temakurser og inspirationsoplæg er:

  • At deltagerne får muligheden for at arbejde med et tema, som er aktuelt på klubområdet.

Målgruppen for temakurser og inspirationsoplæg er:

  • Alle ansatte og frivillige på klubområdet uanset kvalifikationer.
  • Det kan være samlede personalegrupper eller et hold sammensat af ansatte fra forskellige klubber.

Temaerne er de samme – formen er forskellig:

  • Temakurserne ligner modulkurserne i sin form, da de varer 5 timer og indeholder en variation af oplæg, refleksioner og øvelser. Temakurserne giver kursusbevis.
  • Inspirationsoplæggene varer 2 timer og består af oplæg med mulighed for at spørge og debattere. Formen er foredragslignende. Der udstedes ingen kursusbeviser

Priserne for henholdsvis temakurset og inspirationsoplæg er således ved minimum 18 deltagere:

  • Temakursus á 5 timers varighed med udstedelse af kursusbevis koster 450,- kroner pr. deltager.
  • Inspirationsoplæg á 2 timers varighed uden udstedelse af kursusbevis koster 170,- kroner pr. deltager.

Tema 1 – Demokrati, medindflydelse og medbestemmelse

  • Temakurset/inspirationsoplægget beskæftiger sig med demokrati som begreb – historisk, samfundsmæssigt og i en klubpædagogisk kontekst.Unge i dag er individualiserede men tænker gerne i fællesskaber, når de bliver præsenteret for muligheden – på en måde de kan se sig selv i.
  • Tema 1 giver deltagerne mulighed for at arbejde med metoder til inddragelse,involvering og aktiv deltagelse af alle medlemmer. Der vil blive arbejdet med både uformel og formel indflydelse, samt med medarbejdernes egen parathed til at afgive magt, skabe dialog og ansvarliggøre alle aktører i en demokratiudviklingsproces.

Tema 2 – Læring i et fritidsperspektiv

  • Læring som begreb er på den samfundsmæssige dagsorden, og også i en fritidsmæssig sammenhæng drøftes, hvordan klubberne kan kompetenceudvikle deres medlemmer. Det, unge lærer af at gå i klub, er ikke det samme, som de lærer i skolen – men noget er der på spil. Spørgsmålene bliver derfor: Hvad kan klubben lære større børn og unge ud fra klubbens selvforståelse, rammer og forudsætninger – og ikke mindst medlemmernes behov?
  • Tema 2 vil definere forskellige former for læring og tage fat på at identificere netop de særlige kompetencer, et godt klubliv kan give større børn og unge. Samtidig vil vi kigge på de ansattes nødvendige kvalifikationer og kompetencer, når klubopgaven skal løftes.

Tema 3 – Ungekultur anno 2010 og klubbernes rolle

  • Hvem er de unge – og hvilke behov, drømme og ønsker har de for deres(fritids)liv? Viden om dette er forudsætningen for at klubberne kan møde pædagogiske og organisatoriske udfordringer i det ungdomspædagogiske arbejde.
  • Tema 3 rammesætter unges liv i et helhedsperspektiv og beskæftiger sig med klubbernes nødvendige praksis i den forbindelse.

Tema 4 – Unge og medier

  • Temakurset/inspirationsoplægget beskæftiger sig med større børn og unges brug af elektroniske medier fra websider, over computerspil til mobiltelefoner.
  • Tema 4 kigger på, hvad der kan gøres pædagogisk for at forebygge mobning på chat og mobil, og behandler bredt set adgang til og adfærd på nettet. Endvidere er klubbernes fysiske indretning i forhold til brug af elektroniske medier på dagsordenen.
  • Tema 4 afsluttes som temakursus med, at hver klub udarbejder udkast til egen mediepolitik. Som inspirationsoplæg henviser tema 4 til vejledning i at udarbejde en mediepolitik.

Tema 5 – Den matrikelløse klubtanke – opsøgende arbejde, tværfaglighed og netværkeri

  • Stadig flere klubber arbejder eksperimenterende med at lægge klubarbejdet uden for klubbens fysiske rammer. Med andre ord, at møde de unge, hvor de er, og satse på relationsarbejde frem for traditionelle aktiviteter. Klubbernes fremmødestatistikker vidner om, at der gerne må tænkes nyt og utraditionelt med afsæt i moderne unges adfærd og behov. Samtidig kræver den moderne klubopgave at alle gode kræfter på området arbejder sammen og koordinerer deres indsatser.
  • Tema 5 vil beskæftige sig med de grundlæggende principper for udgående og opsøgende klubarbejde, netværksarbejde og interkulturel kommunikation,til brug for samarbejde på tværs af de forskellige fagkulturer.

Tema 6 – Det glade vanvid – Motivation, arbejdsglæde og gnisten i klubarbejdet

  • Hvordan bevarer man arbejdsglæden og engagementet i en dagligdag præget af stress og modsatrettede krav?
  • Temakurset/inspirationsoplægget tager fat på den måde medarbejderne håndterer den interne kommunikation, fokuserer på virkelighedens mangeartede udfordringer og håndterer stress.
  • Tema 6 arbejder med erkendelsen af, at vi har et fælles ansvar for at trække hinanden op og skabe en positiv sneboldeffekt – og af og til lade fjolleriet og det glade vanvid tage over til glæde for både klubbens medlemmer,kollegerne og klubbens udvikling.