10-11-2009 Nedsæt en ungdomkommission nu
Så er den gal igen. Endnu en gang sætter regeringen fokus på lømler og lappeløsninger i stedet for at sikre en helhedstænkning i forhold til børn og unge. Vi har fra Ungdomsringen flere gange opfordret regeringen til at nedsætte en ungdomskommission, der kan sikre vi får en helhedstænkende og sammenhængende børne- og ungepolitik.
Ungdomsringen vil gerne komme med opfordringen til regeringen igen.
Fra kommunernes Børne- og Kulturchefer er kravet om, at vi får en ungdomskommission heller ikke til at overhøre. Men det er jo også netop i kommunerne og fritids- og ungdomsklubberne, det bliver tydeligt, at vi mangler en sammenhængende ungdomspolitik, der favner alle de unge og ikke kun de udsatte og de kriminelle.
Netop manglen på sammenhæng og helhed er efter Ungdomsringens opfattelse en væsentlig del af forklaringen på, at mange unge ikke trives, ikke kommer fornuftigt ind i voksenlivet og ikke får en ungdomsuddannelse. Det politiske fokus må derfor flyttes nu. Det er tvingende nødvendigt - også selv om den nuværende regering ikke ønsker at støtte forslaget.
Derfor vil Ungdomsringen gerne bakke Børne- og Kulturchefernes opfordring til KL om at nedsætte en ungdomskommission op. Lad os få en kommunal ungdomskommission, så vi får sat gang i at tænke i sammenhæng og helheder, når det handler om vores børn og unge.
I Ungdomsringen er vi nemlig enige med Børne- og Kulturcheferne i, at når først ungdomskommissionen er der, så kommer staten nok alligevel og spørger om, den må være med.
