Inklusion og klubpædagogik

Nytænkning nødvendig i klubberne

I halvandet år fulgte en forskergruppe fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole klublivet i Albertslund Kommune. Målet var at undersøge, hvor gode klubberne er til at inkludere, rumme og fastholde alle børn og unge – stærke såvel som svage. Ungdomsringens konsulent, Ulla Andersen har læst rapporten, som hun kalder relevant og kærkommen.

Albertslund Kommune satte i marts 2007 et forskningsprojekt i gang, som skulle kigge på klubbernes rolle, når det gælder inklusion og evnen til at tiltrække og fastholde både socialt svage og de velfungerende børn og unge. Projektet sluttede i september 2008, og blev varetaget af en forskergruppe estående af lektor Søren Langager, antropolog Maria P. Krogh og antropolog Annemarie Højmark fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet. Det er der kommet en yderst læseværdig og interessant rapport ud af.

Undersøgelsen har ikke haft til formål at give et bud på inkluderende klubpædagogik generelt i Danmark. Men hvis man kigger på andre undersøgelser og teoretiske analyser af klubområdets særlige opgaver og arbejdsfelt, kan man godt argumentere for, at det kulturelle, socialt og etnisk differentierede klubliv i Albertslund Kommune, er mere eller mindre karakteristisk for klubpædagogik og kultur på landsplan. Netop derfor er undersøgelsen både relevant og kærkommen.

Rapporten fokuserer på inklusions- og eksklusionspraksisser på klubområdet med særligt fokus på:

Medarbejder - ung relationen
Den overordnede klubkulturs påvirkning af og betydning for den konkrete inklusionspraksis.

Den gode praksis under lup
Undersøgelsen har ikke ét problemfokus men undersøger, hvor klubberne lykkes med deres inklusionspraksisser. Rapporten udgør et vidensgrundlag, som vil kunne danne udgangspunkt for kompetenceudvikling af både ledere og medarbejdere.

Undersøgelsen kigger især på:

At medarbejdernes tavse og skjulte viden kommer frem i lyset og omsættes til faglige refleksioner og metoder
At blinde pletter (ubevidste ritualer og fordomme) bevidstgøres og udsættes for faglig refleksion
At grænserne mellem det personlige og det faglige skal tydeliggøres for den enkelte og omsættes til professionelle værktøjer i den enkeltes inklusionspraksis
At medarbejderne får fokus på ”gør vi det, vi tror vi gør ”– og ekskluderer vi ubevidst nogen gennem vores praksis
At klubbernes rammer og vilkår giver plads til at rumme børn og unge, som ellers vanskeligt kan rummes
At klubberne har fagligt funderede argumenter for, hvorfor man i særlige tilfælde ikke kan rumme bestemte børn og unge, fordi det ikke er i barnets tarv

To pædagogiske retninger
Generelt tegner rapporten et billede af et klubområde med mange forskellige traditioner og kulturelle kendetegn – men også med ligheder. Der er nemlig mere, der samler end skiller. Rapporten peger på, at der bag mangfoldigheden groft set er to forskellige pædagogiske orienteringer og måder at forvalte praksis på.

På den ene side er der klubber med en klassisk fritidspædagogisk tilgang med masser af forskellige aktiviteter, medlemmerne frit kan vælge imellem. På den anden side er de klubber, der arbejder med en socialpædagogisk tilgang, hvor de forpligtende relationer mellem børn/unge og voksne er forudsætningen for at tiltrække og fastholde medlemmerne.

Rapporten viser, delingen er geografisk bestemt. ’Albertslunds Berlinmur’ – Roskildevej, deler klubberne i nord og syd. Nord for Roskildevej er de aktivitetsorienterede klubber, som mest tiltrækker de velfungerende børn. På den anden side af vejen ligger de relationsorienterede klubber, som primært tiltrækker de mere udsatte børn og unge og en del med anden etnisk baggrund end dansk.

Det interessante er så, om det er en kunstig opdeling baseret på vaner og tradition? Kan det rene relationsarbejde udfolde sig uden noget at være sammen om? Og vil der ikke i enhver aktivitet være en relation som omdrejningspunkt for at aktiviteten lykkes?

Der skal tænkes nyt
Forskelligheden er til gengæld ikke til stede, når det gælder børn og unges syn på deres klub. Der er generelt stor tilfredshed med både aktiviteterne, de voksne og mulighederne for at være medbestemmende. Fremmødefrekvensen er høj, uanset om klubben ligger på den ene eller den anden side af Roskildevej.

Det er først, når der sker et medlemsskift fra fritidsklub til ungdomsklub, mønstret ændrer sig, og en del medlemmer dropper ud. Derfor peger rapporten på, at der skal nytænkning til, hvis klubberne skal tiltrække flere unge. Der skal være attraktive aktiviteter, der rammer de unge i nu’et og større klubenheder på tværs af lokalområderne.

Rapporten konkluderer, at klubberne samlet set er inde i en god udvikling, med engagerede medarbejdere, villighed til forandring, og øget samarbejde på tværs af klubberne. Klubberne har fokus på at nå de særligt udsatte, som ikke er knyttet til nogen form for organiseret fritidstilbud - blandt andet gennem en forstærket opsøgende indsats.

Tilbage står at kigge på, hvordan det kan lade sig gøre at få meningsfulde aktiviteter og bærende relationer til at gå op i en højere enhed, så klubberne kan blive et mødested på tværs af kultur, alder og etnicitet. Resultatet af det arbejde vil helt sikkert interessere de fleste klubfolk.

Læs rapporten her